Tre områder i Faxe Kommune er særligt bevaringsværdige
Faxe Kommune: Hele tre områder i og omkring Faxe kommune er med på regeringens Natura 2000-liste
Miljøminister Ida Auken offentliggjorde forleden Natura-2000 listen over de 246 danske naturområder, der vil blive indberettet til EU-Kommissionen som særligt bevaringsværdige. Det er den hidtil største samlede naturindsats og den kommer til at koste 1,8 mia. kroner, der bl.a. skal komme fra støtteordninger under EU’s landdistriktsprogram.
Hele tre naturområder i Faxe Kommune er med på listen. Søerne ved Bregentved og Gisselfeld, Skovene ved Vemmetofte samt Havet og kysten mellem Præstø Fjord og Grønsund.
Hvert af de 246 Natura 2000-områder har fået sin egen naturplan, der skal sikre eller genoprette en række sjældne, truede eller karakteristiske naturtyper og arter. Både staten, kommunerne, landmænd og skovejere skal hjælpe til med naturplejen.
De 246 danske Natura 2000-områder dækker ca. 60 naturtyper og 150 arter. Der skal ske en indsats mod tilgroning af 130.000 hektar naturarealer. 20.000 hektar skov skal sikres, og der skal mere vand på 16.000 hektar til glæde for dyr og planter.
Læs mere om naturplanerne på Naturstyrelsens hjemmeside.
På den nye liste optræder også Vallø Dyrehave, Stevns Rev, Holtug Kridtbrud samt Tryggevælde Ådal.
De tre områder i og ved Faxe Kommune er:
Søerne ved Bregentved og Gisselfeld
Området omfatter de fire store søer Ulse Sø, Sø Torup Sø, Ejlemade Sø og Nielstrup Sø samt tre mindre opstemmede søer i forlængelse af hinanden i Bregentved Park.
Ulse og Sø Torup søer er opstået i dødishuller efterladt fra sidste istid og har begge dybder over 20 meter. Ejlemade Sø og Nielstrup Sø er lavvandede søer med middelvanddybder på cirka 1 meter.
Skovene ved Vemmetofte
Størstedelen af området udgøres af skove omkring Vemmetofte Kloster ved Fakse. En stor del af skovene er gammel løvskov. Uden for skovene findes landbrugsjord, ferske enge, vandhuller og mindre vandløb. Natura 2000-området har et areal på 1.873 ha.
Havet og kysten mellem Præstø Fjord og Grønsund
Natura 2000-område 168 omfatter havet og kysterne mellem det sydøstlige Sjælland, Møn og Falster, fra Præstø Fed i nord til Hestehoved Fyr på Falster i syd, fra Farødæmningen i vest til Hollændergrund nord for Ulvshale mod øst.
Områdets samlede areal er på 32.972 ha, hvoraf ca. 4.200 ha er landareal.
Kommentarer