Faxe Ladeplads

Tre stjerner til Faxe Ladeplads Camping

Faxe Ladeplads: I lørdags d. 9/7 fik forpagterne af Faxe Ladeplads Camping, Betina og Henrik, Campingrådets godkendelse af campingpladsens faciliteter.

Betina Nielsen og Henrik Pedersen, som de nye forpagtere af campingpladsen hedder, har siden overtagelsen d. 15/8 sidste år, kæmpet en vild kamp for at bringe faciliteterne op til den af Campingrådet krævede standard. Og endelig i lørdags d. 9/7 fik de godkendt pladsen og fik lov til at beholde de tre stjerner.

Det har været hårdt arbejde at nå dertil hvor de er i dag, for pladsen bar præg af manglende vedligeholdelse og flere gange undervejs har de været tæt på at opgive. Henrik passer stadig sit fuldtidsjob ved siden af, mens Betina, der tidligere har været dagplejemor, får hjælp med den daglige drift af de to yngste døtre Line og Julie.

Fælleskøkkenet er blevet renoveret fra A-Z, de tre hytter og receptionen har fået nye møbler, hækkene er blevet klippet, på legepladsen er der bygget et legehus og et klatretårn og lige nu er Henrik ved at lave nye træterrasser ved hytterne, et arbejde han får hjælp til af flere campinggæster. Det næste projekt er en ude-opvaskeplads.

I pladsens minimarked, der har åbent fra 7.30 til 21 i højsæsonen, kan man købe vin, brugskunst, dagligvarer, aviser og friskbagt morgenbrød, wienerbrød og kager. Pladsen og minimarkedet har åbent hver dag året rundt.

Betina og Henrik understreger overfor Faxe.nu at Faxe Ladeplads Camping er en familieplads og at alle er velkomne. De lokale børn er mere end velkomne til at komme og lege på legepladsen og imens kan mor og far, eller bedsteforældrene slå sig ned med en kop kaffe eller en is, som man selvfølgelig også kan købe i minimarkedet.

 

Kommentarer