Haslev

Tre uni-cyklister fra Haslev blev verdensmestre

Haslev: Danish Freestyle Team havde tre Haslev-unicyklister på holdet, da de i sidste uge forsvarede deres verdensmestertitel i Italien

Danish Freestyle Team (DFT) er Danmarks repræsentationshold indenfor artistisk unicykling. Holdet samler de bedste unicyklister fra de danske klubber, og i år bestod holdet af 21 cyklister i alderen 11-32 år fra 7 klubber, og blandt dem var tre fra Haslev Unicykel Klub.

Fra Haslev UniCykel Klub var Katrine Jensen, Amanda Breum Laursen og Lasse Jensen udtaget til holdet som genvandt verdensmesterskabet, der blev afholdt i Italien fra den 20. juli til 1. august.

Danmark vandt over både Tyskland og Japan, som er de stærkeste konkurrenter, og kunne derefter stille sig øverst på skamlen for andet år i træk.

Det overordnede mål med Danish Freestyle Team er at vise unicykling frem i Danmark, at sætte Danmark på unicykel-verdenskortet, samt at udvikle og fastholde unge i sporten og give dem nogle gode oplevelser. I konkurrencen viser holdet en rutine på 6 minutter til musik. Dommerne vurderer sværhedsgraden af trickene, der vises på cyklerne samtidig med at helheden – musik, kostumer, udstråling og koordination indgår i den samlede vurdering.

Kommentarer