Tre virksomheder i Haslev hædret af Business Faxe
Business Faxe Copenhagen afholdt i sidste uge ’Årets Konference’. Her blev tre lokale virksomheder hædret som henholdsvis ’Årets Virksomhed’ – ’Årets Innovative virksomhed’ og ’Årets Iværksætter’.
’Årets konference’ hos Business Faxe Copenhagen blev indledt med et oplæg af erhvervsdirektør Tomas Legarth der blandt andet fortalte om, hvad man kan forvente sig af Business Faxe Copenhagen det næste års tid.
Målet er at de skal skabe vækst og udvikling i erhvervslivet, ved at kende og forstå de lokale virksomheder og deres DNA. Man vil have fokus på at skabe et solidt fundament og har en vision om, at blive det lokale erhvervsliv naturlige omdrejningspunkt. Der skal blandt andet lægges en involverende strategi, der rummer alle aspekter af erhvervet og ikke mindst kommunen.
Efter en lækker middag holdt foredragsholder Jonathan Løw et indlæg om konferencens tema innovation. Hans indlæg handlede primært om hvordan man kan bruge innovation i praksis ved, at sætte tid af til at tænke anderledes i hverdagen. Blandt andet ved at ændre sine produkter, så de passer til kundernes behov. Virksomheder skal gå fra at være omstillingsparate til at være omstillingsaktive, blandt andet ved at øge deres evne til at gå hurtigere fra ide til produkt og ved at blive bedre til at forudse fremtiden.
Prisoverrækning
Prisen som ’Årets Virksomhed’ gik til Finn L. & Davidsen A/S i Haslev som blandt andet arbejder med El & VVS-løsninger. Firmaet, der har syv afdelinger og 125 ansatte deriblandt 16 lærlinge, fokuserer på arbejdsmiljø og socialt ansvar. FLD samarbejder med kriminalforsorgen i forhold til lærlingeprogram, de har været i front med at ansætte flygtninge.
Prisen som ’Årets Innovative virksomhed’ gik til Tecnordic ApS i Haslev. TecNordic udtænker kundetilpassede innovative industrielle løsninger, blandt andet indenfor automatik og produktionsprocesser. De tager blandt andet udgangspunkt i scanningsløsninnger – både i 2 og 3 D, samt avanceret robot teknologi.
Som ’Årets Iværksætter’ blev valgt en ny etableret IV-virksomhed handl-lokalt.dk i Haslev, der beskæftiger sig med lokal online markedsføring til byer i hele Danmark. Handl-Lokalt.dk har på ganske få måneder skabt stor succes med deres nyudviklede webløsning, der skaber lokale topplaceringer på Google for deres kunder.
Formålet med priserne er blandt andet at synliggøre lokale virksomheder som skaber særlige resultater og er gode rollemodeller for det lokale erhvervsliv, samt bidrager til fællesskabet og lokalsamfundet.
Kommentarer