Trivsel er ikke et luftkastel på skolen i Karise
Karise: Fredag den 7. september var hele dagen omdøbt til trivselsdag på Østskolen – Karise afdeling
Østskolen, Karise afdelingen har 407 elever der alle deltog i trivselsdagen/venskabsdagen. Dagen handlede om at lære, hvordan man kan stoppe mobberi, vise respekt og empati for hinanden, men ikke mindst at forstærke venskaber og sammenhold på tværs af klasserne, da dette er en direkte måde til at mindske mobning på.
Læs også: Fredag står i trivslens tegn på Karise Skole
Dagen startede med undervisning og klassediskussion om hvordan mobning kan opstå, at lære forskellen på at sladre eller videregive oplysninger og ikke mindst lave rollespil, se videoklip for eksempel fra Youtube, så de kunne diskutere forskellige situationer.
Til sidst fik børnene undervisning i ”Stop – Walk – Talk” eller som det hedder på dansk ”Stop, Gå væk og snak med en voksen.”
Faxe.nu fik Emilie og Lasse fra 4. A til at vise hvad konceptet går ud på – se fotos under artiklen.
1) En elev bliver drillet/mobbet
2) Den der bliver mobbet viser stop-signalet til den/dem der mobber. Virker det, skal parterne acceptere med et ”ok”.
3) Stopper den der mobber ikke, kan man vælge at ignorer handlingen eller søge hjælp ved at gå væk fra situationen og søge hjælp hos en voksen.
4) Den voksne taler med børnene og prøver finde en løsning, som gerne skulle ende med en forsoning imellem partnerne.
Dagen forsatte med at alle skolens elever formede ordet ”TRIVSEL” på græsplænen, som blev fotograferet af en af skolens lærer, Finn Thorshøj fra en helikopter stillet gratis til rådighed og fløjet af entreprenør Michael Dahl som ejer af firmaet Karise Anlæg & Byg A/S der ligger i Store Linde.
Læs også: Generøs gestus fra lokal erhvervsmand
Den sidste aktivitet var stafetløb, hvor 0. klasse var sammen med 5. klasse, 1. klasserne var sammen med 6. klasserne, 2. klasserne med 7. klasserne osv. Løbet gik ud på at man delte 1. plus 7. klasserne ud i 4 hold, placeret et hold i hvert hjørne og satte en kegle i midten, her lå et stort kortspil, nu gik det ud på at 2 (en lille og en stor) fra hvert hold skulle samle én kulør, for eksempel hjerter, først hold der var færdig skulle sætte sig ned og havde så vundet. Der var grin og hvinen over alt, alle gik entusiastisk til opgaven og kæmpede med alt hvad de havde.
Dagen sluttede af med samlingen i hallen, hvor alle børnene satte sig ned på gulvet. Viceskoleleder Marianne Olesen kaldte til ro og orden, hvilket der blev imponerende hurtigt.
Hun takkede børnene for en stor indsats og var speciel imponeret over at de så mange gange den dag havde stået stille, til stafetløb og ikke mindst da de dannede ordet TRIVSEL, hvor de måtte stå i lang tid imens helikopteren fløj rundt flere gange. Skolen og eleverne takkede Michael Dahl, for gratis at have tilbudt at hjælpe med at få taget foto af da eleverne dannede ordet trivsel.
– Uden det generøse tilbud havde vi jo aldrig fået taget det foto, fortæller Viceskoleleder Marianne Olesen til Faxe.nu.
Til sidst sang alle eleverne en fællessang om venskab, hvor det var tydeligt at børnene havde haft en god dag, og venskaber var blevet knyttet eller forstærket. Vigtigst var at børnene havde fået et værktøj til at bruge i hverdagen, hvis en mobbe situation skulle opstå.
Kommentarer