Trivselsmåling på folkeskolerne i Faxe Kommune
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2014/06/vibeengskolen.jpg)
Faxe Kommune: De fysiske rammer har stor betydning for trivslen blandt skoleelever
Med indførelsen af den nye skolereform er der samtidig kommet et nationalt mål om, at trivslen blandt folkeskoleeleverne skal styrkes. Derfor skal elevernes trivsel måles årligt på alle landets folkeskoler fra 0. – 9. klassetrin startende fra skoleåret 2014-2015.
Trivselsmålingen er udformet af en ekspertgruppe under SFI og gennemføres som en digital spørgeskemaundersøgelse på samme måde over hele landet. Der er 20 spørgsmål til elever i indskolingen (0.-3. klasse) og 40 spørgsmål til eleverne i 4.-9.klasse.
Overordnet set er der tale om følgende seks kategorier, som spørgsmålene fordeler sig indenfor: psykisk og fysisk velbefindende, kompetencer, oplevelse af støtte og inspiration fra omgivelserne samt det psykosociale- og fysiske undervisningsmiljø herunder også ro og orden i undervisningen.
Undervisningsministeriet har ikke sat overordnede politiske mål for, hvor mange elever der skal trives eller mistrives for at tale om god eller dårlig trivsel.
Folkeskolerne i Faxe Kommune har gennem mange år lavet kvalitetsrapporter for de enkelte skoler, som kommunalbestyrelsen efterfølgende har vedtaget. Det nye er, at kvalitetsrapporten fra og med 2016 også skal indeholde trivselsmålingen foretaget på den enkelte skole.
– Da det er første gang, denne trivselsmåling foretages, er vi selvfølgelig opmærksomme på resultaterne, men er også klar over, at vi først fra næste år kan se, om vi rykker os i den rigtige retning. Selve trivselsmålingen hænger godt sammen med Faxe Kommunes vision om at udvikle sundhed og uddannelse, siger direktør i Faxe Kommune Dorte Rasmussen.
Der er stor spredning på trivselsmålingerne på skolerne i Faxe Kommune – også set i forhold til de forskellige områder, som målingen binder sig op på.
Ud fra svarene i Trivselsmålingen kan man se, at de fysiske rammer har betydning for trivslen.
– Dermed er vi i Faxe Kommune godt på vej, idet vi i ejendomsstrategien har lagt penge ind til opgradering og forbedring af faglokaler og de fysiske rammer både indendørs og udendørs på kommunens skoler, tilføjer Dorte Rasmussen.
– Med Trivselsmålingen kan vi tydeligt se, at de fysiske rammer betyder en del for trivslen og smitter af på flere af de andre kriterier – og elevernes trivsel er virkelig noget, der ligger os på sinde. Det er blandt andet også derfor, at vi har igangsat evalueringen af skolestrukturen, som forventes tilvejebragt i slutningen af året. Elevernes trivsel er ligeledes et omdrejningspunkt og vil indgå som et vigtigt fokusområde i udarbejdelsen af en samlet børne- og ungepolitik, siger formand for uddannelsesudvalget Jonas Kristinsson.
Helt overordnet er der sammenhæng mellem det fysiske undervisningsmiljø og de fem andre punkter, som der bliver målt i trivselsmålingen.
– Er de basale rammer tilstede kan vi se, at den fysiske og psykiske trivsel også følger trop, hvilket er udslagsgivende på de skoler, hvor vi allerede har skabt gode rammer, det skal vi selvfølgelig være bevidste om i forhold til de initiativer, der ligger under Ejendomsstrategien, siger centerchef for børn og undervisning i Faxe Kommune Jens Zachariasen.
Kommentarer