Haslev

Trods ny økonomiaftale: Kommuner sparer på børnene i 2020

En ny opgørelse viser, at 9 ud af 21 af de kommuner, som har indgået budgetforlig, skærer ned på daginstitutionsområdet i 2020. Det sker på trods af en ny økonomiaftale med regeringen, der netop skulle sætte en prop i besparelserne. Og på trods af det folkelige krav om flere pædagoger til børnene.

Selvom både politikere og forældre er enige om, at der er akut brug for at forbedre forholdene for børn og pædagoger i landets daginstitutionerne, lægger mange kommuner op til nye nedskæringer på næste års budget.

21 kommuner havde tirsdag 8. oktober indgået budgetforlig for 2020. BUPL’s gennemgang af budgetforligene viser, at 9 af kommunerne er enige om besparelser på daginstitutionsområdet.

Det er grotesk, at så mange af landets kommuner sparer på børnene. Ingen lokalpolitikere kan være i tvivl om, hvor vigtigt det er at investere i de første år af livet – og heller ikke, hvor stort presset i hverdagen er for børn og pædagoger i daginstitutionerne. Kommunerne bør tage deres ansvar alvorligt og sørge for at stoppe besparelserne, siger Elisa Rimpler, formand for BUPL.

BUPL’s fagforeninger har også lavet en gennemgang af de øvrige kommunernes forslag til næste års budgetter. Gennemgangen viser, at over halvdelen af disse kommuner i øjeblikket har spareforslag for mange millioner kroner, der vil ramme børn i vuggestuer og børnehaver.

Budgetforligene og budgetforslagene med nedskæringer på børneområdet er i direkte modstrid med den nye økonomiaftale for 2020, som KL og regeringen har indgået. En aftale, der giver kommunerne penge til at opveje det stigende børnetal og sætte en prop i besparelserne på børnene, påpeger BUPL-formanden.

Normeringerne i daginstitutionerne er på et historisk lavpunkt. Der mangler 4.000 pædagoger fra før krisen, og nu stiger børnetallet. Regeringen blev stemt til magten med løftet om flere pædagoger – og det skal kommunerne være med til at levere, siger Elisa Rimpler.

Hun slår fast, at kommunernes spareplaner understreger nødvendigheden af landsdækkende minimumsnormeringer, der angiver et max på, hvor mange børn, der må være per ansat i daginstitutionerne:

Besparelserne viser et påtrængende behov for, at regeringen prioriterer et markant økonomisk løft ved den kommende finanslov, så det allerede næste år kan mærkes i hverdagen for børn, forældre og pædagoger i landets vuggestuer og børnehaver. Det må og skal være børnenes tur, siger Elisa Rimpler.

Link til Danmarkskort over kommunernes budgetter på 0-5-årsområdet.

Kommentarer