Rønnede

Tryggevælde Provsti flytter til det tidligere rådhus i Rønnede

Faxe Kommune og Tryggevælde Provstiudvalg har indgået en lejeaftale om nogle lokaler i det tidligere rådhus på Industrivej i Rønnede.

Tryggevælde Provstikontor flytter den 1. juli fra Magleby på Stevns til den tidligere administrationsbygning på Industrivej 2 i Rønnede.

I første omgang flytter provst Erhard S. Westenberg og provstisekretær Agneta Noregren ind i de nye lokaler. Flere funktioner bliver tilføjet på sigt.

Provst Erhard S. Westenberg og provstisekretær Agneta Noregren siger om flytningen:

– Vi ser frem til at arbejde i vores nye lokaler og dermed få plads til udvidelser i provstiet. Med lokalerne i den tidligere administrationsbygning i Rønnede får vi bedre mulighed for at servicere menighedsrådene, og det glæder vi os til.

Aftalen glæder også centerchef Jørgen Veisig, Center for Ejendomme:

– Det glæder mig, at vi kan byde Tryggevælde Provsti velkommen som ny lejer. Et samarbejde som forhåbentlig kan række langt ind i fremtiden. Vi har fortsat lokaler, der kan lejes ud på Industrivej 2, så man er velkommen til at henvende sig til Faxe Kommune, hvis det har interesse, siger Jørgen Veisig.

Kommentarer