Turistinformation søger ”Kloge Ugler”
Vi er i etableringsfasen med en spirende forening for frivillige entusiastiske personer (”ugler”), der har noget på hjerte og ønsker at dele deres viden med turister i den nye Destination Gisselfeld.
Stedets første ugler startede i 2018, og vi håber nu at kunne supplere med flere fra sæsonstart d. 31. marts.
Foreningen ønsker, at alle, der gæster Gisselfeld park, serviceres med viden, så man føler sig vel-kommen, vel-informeret om stedet og inspireret til flere oplevelser i nærområdet.
Viden om Gisselfeld og det omkringliggende sydsjællandske landskab med tilhørende kulturelle institutioner og begivenheder, er en dyrebar kilde i forbindelse med en turistinformation ved Gisselfeld Kloster.
Har du tid & lyst og kan svare ja til de nedenstående punkter, der karakteriserer en Gisselfeld-Ugle?
– Du har en bred viden og/eller nysgerrighed om Gisselfeld Klosters historie og det kulturelle nærmiljø mht. attraktioner, overnatningsmuligheder, spisesteder og kommende arrangementer.
– Du ønsker at stille din viden til rådighed for parkens gæster.
– Du har minimum let erfaring med edb og kan håndtere søgning på internettet
– Du har flair for kommunikation på dansk & engelsk. Lidt kundskaber inden for tysk og svensk er en fordel.
Har dette vakt din interesse, vil vi med glæde se dig til et af de to informationsmøder i Paradehuset tirsdag d. 26. februar 2019 kl. 15.00 eller kl. 19.00. Der serveres kaffe og kage.
Tilmelding til informationsmøde sker via mail til: uglerne@paradehuset.dk
oplys venligst navn og et af de to klokkeslæt for deltagelse.
Kommentarer