Debat og politik

Tusinder færre ansatte

Lavere skatter for de mest velhavende som f.eks. nedsættelse af arveafgiften og lavere afgifter på dyre biler, har indtil videre betydet mere end 6.000 færre offentlige ansatte.

Indsendt af John Wennerwald. Regionsrådskandidat for Socialdemokratiet

Langt de fleste nedlagte stillinger var kommunale, som bidrog til den borgernære velfærd.

Resultatet af regeringens førte politik, hvor man prioriterer lavere skatter for de mest velhavende i samfundet, er færre penge til bl.a. børn og ældre de kommende år.

Nu hvor vi har en god økonomi i Danmark, er det bedre at investere i mennesker og den nære velfærd.

Det gavner hele Danmark at investere i fællesskabet; i den borgernære velfærd herunder daginstitutioner og skoler, uddannelse til de danskere, som er på kanten af arbejdsmarkedet og et uddannelsesløft til de kortuddannede. Vi skal også tænke på elevpladser til de unge og bekæmpelse af social dumping. Til sidst skal der være et bedre arbejdsmiljø, så mennesker ikke er nedslidte inden de rammer den stigende pensionsalder.

Kommentarer