Haslev

Tusindvis af æbler presset i weekenden

Faxe Kommune: Landsbyforums mobile æblemosteri har været i funktion her i weekenden, lørdag i Terslev og søndag i Minibyen i Faxe Ladeplads

Lørdag inviterede Borgerforeningen i Terslev til æblepresning foran aktivitetshuset i Terslev Bygade. Næsten 30 fra både Terslev og Ørslev valgte at gøre brug af det gode tilbud, ganske imponerende når man tænker på at det er første gang at det mobile æblemosteri besøger Terslev. En enkelt valgte også at presse en stor portion pærer og forsøget faldt heldigt ud.

Søndag var det Faxe Ladeplads Borger og Erhversforenings tur til at tilbyde gratis æblepresning. Cirka femten, heriblandt flere børnefamilier, benyttede sig af tilbuddet der fandt sted i Faxe Ladeplads Miniby. Nogle af de første der fik presset æbler kom fra landsbyen Værløse. Der var gratis adgang til Minibyen i dagens anledning, hvilket flere af de besøgene benyttede sig af. Foreningen bød også på kaffe og te i ventetiden.

Faxe Landsbyforum har, sammen med medlemsforeningerne, investeret ca. 16.000 kroner i saftpressen og frugtkværnen, der kan håndtere store mængder æbler på én gang. Det tager højt 15 minutter at presse omkring 20 liter saft ud af 4-5 spande æbler.

 

Kommentarer