TV2 viser film om Vemmetofte Kloster tirsdag
Vemmetofte: TV2 har levet en dokumentarfilm med titlen ”Slottet” om Vemmetofte Kloster
Tirsdag den 20. maj viser TV2 filmen Slottet om de 23 ældre mennesker, der bor i de royale rum på Vemmetofte Kloster. Bag filmen står den 41-årige dokumentarist Eva Mulvad.
Det gamle slot, der tidligere hed “Vemmetofte Adelige Jomfrukloster” dannede engang rammen om de kongeliges liv, men nu er det indrettet som luksuriøse seniorboliger for en lille flok nøje udvalgte mennesker. Her bor man midt i fortidens storhed omgivet af gyldne lædertapeter og prismelysekroner. Men det er ikke alle og enhver, der kan få lov til at flytte ind bag de tykke mure.
I den danske dokumentar får seerne et unikt indblik i det liv, der leves i den historiske bygning og i de optagelsesprøver, som nye beboere skal igennem for at blive accepteret i den eksklusive verden.
Susse Wold fortæller historien fra et sted, man ikke troede, fandtes i dagens Danmark.
Man kan følge Vemmetofte Kloster på Facebook.
TV2 viser filmen ”Slottet” om Vemmetofte Kloster tirsdag den 20. maj fra klokken 20:00 til 20:50.
Vemmetofte Kloster er en såkaldt erhvervsdrivende fond stiftet 10. juni 1735. Det overskud, der ligger, udover opretholdelse af de historiske traditioner, benyttes efter fundatsens bestemmelser til forskellige gode formål. Dronning Margrethe II er klosterets protektor.
Kommentarer