Tvangsauktion over stort skovbrug er afblæst

Faxe: De to store skovbrug der udgør Hundemoseskov ved Faxe kommer alligevel ikke på tvangsauktion

Direktør Peter Stig Andersen har købt de to ejendomme, Bødkerstræde 3 og Atterupvej 20 på til sammen 250 hektar land- og skovbrug, af aktieselskabet Hundemoseskov, der ejes af 63-årige Anni Gyldenkærne.

Læs også: To skovbrug ved Faxe sendt på tvangsauktion

– Jeg er den nye ejer, så ja tvangsauktionen er aflyst, bekræfter direktør Peter Stig Andersen fredag over for Landbrugsavisen.

Peter Stig Andersen vil fortsætte med drift af både af skov- og jagtarealerne på de to store ejendomme. Han ønsker ikke at oplyse købsprisen.

– Jeg forventer at få en rentabel drift, forklarer Peter Stig Andersen, der ikke regner med at flytte til Faxe lige med det første, selv om han nu er ejer af tre meget flotte og velholdte ejendomme, den firlængede Stensgård, et stuehus fra 2005, samt en finsk bjælkehytte fra 1997. Og han fortsætter som direktør i TDC ved siden af.

Anni Gyldenkærne har drevet Hundemoseskov A/S siden hendes mand døde mand Hans Gyldenkærne, døde i 1996. Aktieselskabet har givet millionunderskud i flere år.

Kommentarer