Tvillinger fra Faxe har udgivet børnebog

gilpus

Faxe: Tvillingerne Martin og Michael Rasmussen fra Faxe  har udgivet deres første børnebog

Tvillingerne Martin og Michael Rasmussen skriver fordi de synes at det er sjovt. De har løbende gået på diverse forfatterkurser. De er begge to vilde med eventyr, og børneunderholdning og bruger tit Martins to børn, som undskyldning til at se underholdning for børn på tv.

Nu har de sammen udgivet deres første børnebog „Gilpus & Vildsvinet i Forevigtskoven“ som e-bog.

– Historien er inspireret af ferieoplevelser samt vores barndom, fortæller Martin og Michael der er opvokset på landet på Vesterskovvej i Vivede med skov og landskab som legeplads.

– Vi boede ved store åbne marker og spredte skovområder sammen med vores mor til vi var 14 år. Det var ikke ualmindeligt at vi fra huset kunne se hjorte, harer og fasaner. Nogen gange var dyrene helt henne ved huset for at spise af vores mors køkkenhave, fortæller Michael.

De 39-årige tvillinger bor stadig i Faxe og de arbejder også lokalt, Martin på Haribo og Michael på Faxe Bryggeri.

Om bogen

Gilpus og hans venner Arvid, Villy og Kalle, bor i en landsby, tæt ved en stor skov. Børnene elsker at gå på opdagelse i den hemmelighedsfulde skov, som de ved er helt speciel og magisk.

”Se! Er det ikke et vildsvin, der står henne ved skovsøen?” spurgte Arvid og pegede hen mod søen. Og ganske rigtigt stod der et lille lysebrunt vildsvin med mørkebrune pletter på maven og drak vand af søen. Vennerne stod næsten helt forstenet af glæde og begejstring ved synet af det søde vildsvin.

Gilpus og vildsvinet i Forevigtskoven, er et spændende og hyggeligt eventyr. Da bogen ikke er illustreret, har børnene rig mulighed for at udvikle deres fantasi og forestillingsevne. Historen er velegnet som højtlæsning fra 4 års alderen.

Man kan købe bogen på www.gopubli.sh. Den koster 19,95 kroner.

Kommentarer