Faxe Ladeplads

Tyskerne dumper cykelruten Berlin-København

strandgruppen

Faxe Kommune: Det tyske cyklistforbund stempler cykelruten mellem København og Berlin som livsfarlig flere steder

En af Østdansk Turismes helt store satsninger er den internationale cykelrute nummer 7 mellem København og Berlin, der snor sig ned langs vandet på Sjælland. Det lyder idyllisk, men flere steder blander tung trafik sig med de bløde cykelturister.

Det tyske cyklistforbund har udgivet en rapport på 86 sider om ruten, og i den stempler de blandt Strandvejen langs Præstø Fjord som direkte livsfarlig.

Det kommer ikke bag på Strandvejsgruppen, en gruppe borgere fra lokalområdet. De afholder i eftermiddag, onsdag den 26. marts klokken 15.00 en cykeldemonstration på den farlige strækning.

Læs også: Hjerteruten langs Præst Fjord indvies næste onsdag

Faxes borgmester Knud Erik Hansen er opmærksom på problemet, der kan løses ved at etablere en cykelsti. Men det er ikke så let eftersom tre kommuner deles om strækningen.

– Hvis vi skal lave en cykelsti, så skal alle kommuner være med. Ellers giver det jo ingen mening, siger Knud Erik Hansen til dr.dk.

Ifølge souschef i Østdansk Turisme Peter Ole Sørensen skal der gøres noget snart. Han siger at tyskerne kigger meget på sikkerheden, så de sorte punkter skal slettes, hvis Danmark fortsat vil gøre sig i cykelturisme.

Cykelruten fører blandt andet turisterne forbi Gjorslev, der er Danmarks største og bedst bevarede middelalderborg og igennem Gjorslev Bøgeskov. Ruten følger derefter Stevns Klints og videre til Vemmetofte Kloster. Turen fortsætter via Faxe Ladeplads og videre langs Præstø Fjord til Møn og Nykøbing på Falster, men beskriver også en afstikker til Faxe Kalkbrud.

Cykelruten, der er på over 600 kilometer, detaljeret beskrevet på hjemmesiden: bike-berlin-copenhagen.com og i en guidebog med kort, der kan bestilles online.

Kommentarer