Uanstændigt: Faxe Ladeplads Camping til salg
Faxe Ladeplads: Torsdag den 29. juni 2012 vedtog Faxe Byråd den endelige beslutning om at udbyde Faxe Ladeplads Camping til salg. Beslutningen indebærer samtidig, at der fortsat SKAL være campingplads på stedet, og det er langt de fleste lykkelige for.
Skrevet af: Jørgen Nielsen, talsmand for campisterne på Faxe Ladeplads Camping
Dog er det ingen hemmelighed, at der fra mange sider har været stor utilfredshed med Faxe Kommunes håndtering af sagen og ikke mindst behandlingen af det lejrchefpar, der har ydet en kæmpe indsats.
Kommunikationen har været ufattelig tung og langsommelig, og mange henvendelser til kommunen er aldrig blevet besvaret.
For at vise byrådsmedlemmerne hvilken herlig oase Faxe Ladeplads Camping har udviklet sig til, blev samtlige medlemmer indbudt til at besøge pladsen den 29. april. Dog deltog kun ganske få (5 stk.).
Herudover har pladsen altid været åben for interesserede besøgende.
Men det manglende og sendrægtige engagement illustreres vel ganske godt af at der, søndag den 1. juli – 3 dage efter at den endelige beslutning var truffet, 2 dage efter at forpagterparret havde modtaget deres officielle opsigelse, men allerede før det havde været muligt at informere campisterne – fremmødte 3 medlemmer af byrådet.
De ”kunne da godt tænke sig at se Faxe Ladeplads Camping”!
Er det topmålet af uanstændighed eller – i bedste fald – bare en total mangel på situationsfornemmelse?
Mon ikke der er temmelig langt fra vores folkevalgte til det virkelige liv?
Jeg spørger bare!
Kommentarer