Ubeboet hus på Teestrupvej skal rives ned
Faxe Kommune har købt det lille ubeboede hus på Teestrupvej 15 udelukkende for at rive det ned
Faxe Kommune har købt et lille ubeboet hus på Teestrupvej 15 på tvangsauktion. Huset kostede 45.000 kroner, plus handelsomkostninger.
Huset har ikke været beboet længe, det er nedslidt og uden stor værdi. Det vil derfor forskønne området at få bygningen fjernet.
Læs også: Teestrupvej 15 er blevet sendt på tvangsauktion
Pengene kommer fra den såkaldte “Pulje til Landsbyfornyelse”, der er øremærket til at rive dårlige bygninger ned eller sætte ejendomme i stand, for at gøre det mere attraktivt at bo i landsbyerne.
Faxe Kommune har i 2014 fået 3,2 millioner kroner, hvilket svarer til 60 procent, i startstøtte til “Landsbypuljen”. De resterende 40 procent af puljen, eller cirka 2,1 millioner kroner skal kommunen selv betale.
Læs også: Kommunen får 3,2 mio til landsbyfornyelse
– Med Teestrupvej 15 har vi taget første skridt. Vi skal værne om vores smukke landskab, og visse bygninger har så ringe værdi, at det ikke tjener noget formål at sætte dem i stand. Så er det bedre at få dem væk, , udtaler borgmester Knud Erik Hansen. Og han fortsætter:
– Det kan være med til at fastholde vores flotte natur og gøre det mere attraktivt at bosætte sig i de mindre bymiljøer og landdistrikter.
Der er ikke taget stilling til, om grunden bliver solgt efterfølgende.
Der var ansøgningsfrist til puljen den 1. april. Herefter har byrådet valgt at støtte i alt 38 ansøgninger, hvor private borgere og lokale virksomheder har søgt om tilskud til at sætte dårlige ejendomme i stand eller rive bygninger ned.
Midlerne i Landsbypuljen kan anvendes til:
- At sætte nedslidte private boliger fra før 1950 i stand eller rive dem ned.
- At rive private erhvervsbygninger i landsbyer ned.
- At sætte visse erhvervsbygninger i stand, hvis det er i bygninger, der rummer både erhverv og boliger.
- At bygge erhverv om til udlejningsboliger.
- At sætte forsamlingshuse og lignende i stand.
- At fjerne skrot og affald på boligejendomme.
- At kommunen kan opkøbe nedslidte ejendomme, med henblik på at sætte dem i stand eller at rive dem ned.
Det er et krav, at ejendommen ligger i en by med færre end 3.000 indbyggere eller i det åbne land.
I Faxe Kommune kan der derfor søges puljemidler til ejendomme i det åbne land samt i alle bysamfund, undtagen i Haslev og Faxe.
For erhvervsbygninger er det desuden en betingelse, at erhvervet er nedlagt og at bygningerne ligger inden for en by med færre end 3.000 indbyggere. Man kan således ikke søge til erhverv i det åbne land.
Der er også i 2015 afsat midler til Landsbypuljen, men det er endnu ikke fastlagt, hvordan de skal udmøntes.
Kommentarer