Faxe by

Udendørs racerbane midt i Faxe by

Faxe: Faxe og Omegns Motorklub har etableret den første permanente udendørs racerbane i Faxe Kommune.

Efter mere end to års arbejde står der nu endelig en brugbar racerbane klar til klubbens racerkørere, med alle de nødvendige faciliteter.

Faxe og Omegns Motorklub inviterer derfor alle interesserede til Åbent Hus lørdag den 6. august fra klokken 10.00 til 16.00 ved VUC Faxe på Præstøvej 5 i Faxe.

Her vil der være mulighed for at se nærmere på forholdene og prøve kræfter med en racer på den nye bane – hvis det er tørvejr. Grunden til det helst skal være tørvejr er, at der køres med radiostyrede elektriske racerbiler (RC). Og som bekendt er vand og elektronik ikke den bedste cocktail.

Faxe og Omegns Motorklub, FOM, har igennem mange år været en markant spiller inden for RC-sporten i Danmark. Både organisatorisk- og på konkurrence-plan. Blandt andet er der afhold masser af DM-afdelinger i de lokale sportshaller, ligesom medlemmer af FOM har hjemkørt fem nationale mesterskaber, igennem de sidste 10 år.

Det til trods for, at FOM aldrig har rådet over permanente træningsforhold, hverken inde eller ude.

– Nu er der en permanent udendørsbane på plads, hvilken vi håber vil bringe flere medlemmer ind i klubben, men også styrke de resultater der opnås, fortæller Nicolai Nielsen fra FOM og han fortsætter:

– Et fast anlæg vil i særlig grad styrke bredden i klubben, da RC-sporten er for alle aldre. Fra de helt unge i 6-8 års alderen, til dem for hvem arbejdslivet er lagt på hylden. Altså en sport og klub for drenge og piger i alle aldre.

Udendørsbanen midt i Faxe by, forventes at være i brug fra primo/midt april til midt/ultimo september, hvert år.

Er man usikker på om motorsport er noget for en, tilbyder FOM et prøve-medlemskab i tre måneder for bare 150 kroner. For den pris får man blandt andet mulighed for tre dage/aftener at køre med en af klubbens biler, for at få prøvet talentet af.

Interesserede er velkomne til at komme forbi og hør mere om mulighederne i Faxe og Omegns Motorklub.

Vil man gerne stifte bekandskab med motorsporten, kan man ikke nå forbi lørdag den 6. august, er klubben altid at finde mandag aften ved banen eller i klublokalerne ved siden af Musikskolen i Faxe, bag ved VUC.

Faxe og Omegns Motorklub kan følges på facebook.

Klubben vil forsøge at holde Facebooksiden opdateret med hvornår de er at finde på banen.

Placering-af-RCbane-Faxe

Kommentarer