Haslev

Udenlandske elever lærer om ældrepleje i Faxe Kommune

Faxe Kommune: To udenlandske elever er kommet i praktik i Faxe Kommunes ældrepleje

Hvordan sikrer man pleje og omsorg i Danmark? Og hvad er anderledes her, når man sammenligner med den måde, man har indrettet ældreplejen i Tyskland?

Det er nogle af de spørgsmål, Christiane Amatore og Michaela Lloyd fra Tyskland har med, når de gennem de kommende seks uger er i praktik som social- og sundhedsassistenter i Faxe Kommune.

De to er kommet i praktik i Faxe Kommune gennem et samarbejde mellem det europæiske Leonardo Project og SOSU Sjælland. Et uddannelsesprojekt som har til formål at give europæere under uddannelse indsigt i andre europæiske lande.

Projektet er for alle erhvervsuddannelser. I Faxe Kommune er man med inden for uddannelserne som social- og sundhedshjælpere, social-og sundhedsassistenter og pædagogiske assistenter.

Mandag mødte de to ind på rådhuset, hvor de fik en kort præsentation af forløbet i Faxe Kommune. De første to uger tilbringer de tyske elever på Tycho Brahe Centret i Haslev og derefter går turen til Lindevejscentret i Faxe. Eleverne skal også i udekørende gruppe  i de sidste to uger, og foruden den daglige praktik i plejeområdet, skal de blandt andet besøge demensområdet , Faxe Sundhedscenter, dagcenter og rehabiliteringscenteret i Faxe kommune.

– Jeg glæder mig til at se, hvad I gør anderledes her. I er tydeligvis meget længere fremme med mange ting, og jeg glæder mig til at se, hvad der kan omsættes og bruges, når jeg vender tilbage til min arbejdsplads derhjemme, siger Michaela Lloyd efter en kort rundvisning på Tycho Brahe Centret.

Begge skal udarbejde en rapport, som de skal fremlægge, når de kommer hjem, fortæller Christiane Amatore, hvis chef venter forventningsfuldt på at høre om hendes oplevelser.

Uddannelses- og udviklingskonsulent Åse Birgitte Høybye, Faxe Kommune, fortæller, at der fra Faxe Kommune er fem-seks elever, som vælger praktik i et europæisk land hvert år. Der er for eksempel mulighed for at komme til Tyskland, Finland, Grækenland, Spanien og Letland.

For to år siden var der tre spanske elever på praktikophold i Faxe Kommune, også inden for plejeområdet.

– For os er besøget af udenlandske elever også ganske givende. De fortæller os, hvad de oplever, og de giver vores medarbejdere indblik i forskelle – på godt og ondt, siger Åse Birgitte Høybye.

– Det giver os heldigvis oftest et indblik i, at vi faktisk har et rigtig godt sundhedstilbud til ældre borgere, som vi kan være stolte af. Vores velfærd i forhold til handicappede og ældre er høj i sammenligning med mange andre lande. Og for medarbejderne giver det i det daglige en spændende hverdag at have besøg af to fra et andet land, tilføjer Åse Birgitte Høybye.

Kommentarer