Faxe by

Udfører egenkontrol for at minimere lugtgener

Faxe: AffaldPlus vil fortsat kompostere det såkaldte bioaffald på Faxe Miljanlæg, men inden udgangen af 2022 overgår bioaffaldet til et såkaldt pulp-anlæg i Næstved.

AffaldPlus har i lidt over et år komposteret bioaffald på Faxe Miljøanlæg, hvilket har givet anledning til en del klager fra naboerne.

Tidligere komposterede de spildevandsslam på anlægget i Faxe, og de modtog op til 13.000 ton slam om året. Til sammenligning modtager de cirka 7.000 ton bioaffald årligt – eller godt 135 ton om ugen. Bioaffaldet består af mad og grøntsagsrester, kaffegrums, potteplanter og brød, fortrinsvis fra Slagelse Kommune.

Læs også: Bioaffald komposteres på Faxe Miljøanlæg

Komposteringen ophører inden 2022

Danmark skal i 2022 genbruge mindst 50 procent af husholdningsaffaldet. I dag genbruges cirka 40 procent. Derfor er det planen at alle husstande i AffaldPlus’ kommuner i 2018 skal sortere fra restaffaldet.

Til den tid forventes det at bioaffaldet ikke længere skal komposteres, men i stedet forbehandles til bioforgasning på et pulp-anlæg, som AffaldPlus agter at opføre i Næstved. Man kan nemlig udnytte energien i affaldet bedre, når det bioforgasses.

Ved bioforgasning knuser man affaldet og tilsætter vand, så man får en pulp (en flydende findelt masse). Når den sendes til bioforgasning, er der to restprodukter; biogas og et restprodukt på fast form. Biogassen udnyttes til energifremstilling, og faststoffet anvendes til jordforbedring.

Til sammenligning får man ved kompostering ikke glæde af biogassen, som i stedet udledes til atmosfæren i form af en drivhusgas. Derfor er det både af hensyn til klima og miljø – og lugtgener! – en god ide at fremstille biogas af affaldet.

I mellemtiden føres der egenkontrol af lugten

Faxe Miljøanlæg har som tidligere nævnt fået klager over lugt, og derfor udfører de dagligt en egenkontrol af lugten. Der føres en journal over, hvilke opgaver der udføres, for eksempel milevending, mileoplægning eller sortering.

Og der indsamles kontinuerligt data om vejret, herunder temperatur, nedbør, vindhastighed og retning. Medarbejderne tager også dagligt på ”lugtrundering” på 15 forskellige steder rundt om Faxe Miljøanlæg.

Hvis de formoder, at en milevending eller en mileoplægning vil give gener for naboerne, udskyder de opgaven til et andet tidspunkt, hvis det er muligt. Det kan for eksempel være til et tidspunkt, hvor vinden eller forholdene i det hele taget er mere gunstige.

Det kan dog ikke altid lade sig gøre, når de også skal overholde de vilkår, der for eksempel siger, at bioaffaldet skal være lagt i mile samme uge, som det er modtaget. I de tilfælde hvor de ikke må lade affaldet ligge weekenden over, må de indimellem vende en mile, selvom forholdene ikke er gunstige.

Lidt om miljøgodkendelsen

At kompostere bioaffald kræver en miljøgodkendelse. Den stiller krav til driften af komposteringsanlægget, og samtidig giver den også tilladelse til, at pladsen – i et kontrolleret omfang – kan ’forurene’ lidt. I AffaldPlus’ miljøgodkendelse står der, hvad og hvor meget der må modtages.

Der står også, hvor længe råmaterialerne må ligge på pladsen, inden de indgår i processen. For eksempel skal bioaffald indgå i processen samme uge, som det er modtaget. Det må altså ikke bare ligge på pladsen weekenden over.

Et andet krav er, at have- og parkaffald i perioden 1. maj til 1. september skal neddeles inden for ti dage.

Der er også vilkår om lugt i godkendelsen. Lugt måles i lugtenheder (LE). Under normal drift må komposteringen af bioaffald på Faxe Miljøanlægs ikke give anledning til lugtgener, der overskrider en grænseværdi på 10 lugtenheder pr. kubikmeter (10 LE/m3.) Når der oplægges nye miler og vender miler, må lugtgenerne ikke overskride 20 LE/m3.

Hvad er en lugtenhed?

En lugtenhed måles ud fra koncentrationen af lugtstof i luften. En enhed svarer til en prøve, hvor halvdelen af personerne i et lugtpanel kan erkende lugten i prøven, mens den anden halvdel ikke kan. Et lugtpanel er en udvalgt gruppe af personer, som laboratorier anvender til at bestemme lugt i lugtprøver. Menneskers næser har forskellig følsomhed for lugte, og derfor er det altid svært at diskutere lugt: Hvad én bare synes lugter, kan en anden mene stinker! Og nogle vil måske mene, at det slet ikke lugter…

KOD – bioaffald – madaffald?

KOD står for Kildesorteret Organisk Dagrenovation. I daglig tale KOD. Kært barn har dog som bekendt mange navne. I Slagelse, hvor de kildesorterer husholdningsaffaldet, hedder affaldet ’Bioaffald’. Andre steder i landet går samme affaldstype under betegnelsen ’Madaffald’. I artiklen er anvendt ’Bioaffald’.

Kommentarer