Haslev

Udhuling af dagpenge skader samfundsøkonomien

Kunne du klare dig, hvis du mistede dit job og røg på dagpenge – altså fik 18.633 før skat på fuld tid?

Af Per B. Thomsen, formand, 3F Midt & Østsjælland

Når dagpengene falder i værdi, så ødelægger vi vores såkaldte flexicurity-model – altså det specielle forhold, at det er let at fyre her i landet, men at der til gengæld er tryghed for, at folk ikke skal gå fra hus og hjem, fordi der er et effektivt dagpengesystem.

Den absolut største bekymring for vores ledige medlemmer er faktisk deres privatøkonomi. Det viser en ny undersøgelse, som 3F har foretaget blandt 1.367 ledige 3Fere, der var på dagpenge i august.

Hver 3. svarer, at de er mest bekymret for, om de kan få det til at løbe rundt økonomisk. Derefter kommer frygten for at ende i langtidsledighed og om der vil gå flere måneder med at finde det næste job.

Midt i 90’erne svarede dagpengesatsen til 61 procent af en LO-arbejders løn. I dag er tallet nede på 54 procent, og dækningsgraden vil falde endnu mere frem mod 2025.

I kroner og øre svarer det til, at dagpengene før skat er blevet 2.500 kroner mindre værd end de var tilbage i 1995.
Spørgsmålet er hvor meget politikerne vil gamble med virksomhedernes fleksible muligheder for nemt at kunne afskedige medarbejdere, når der ikke er brug for arbejdskraft?

For hvis ikke dagpengesystemet skaber tryghed, så kommer fagforeningerne til at kræve mere tryghed gennem overenskomstsystemet. Det giver ikke den fleksibilitet, som virksomhederne har brug for.

Den danske arbejdsmarkedsmodel med dets flexicuritysystem handler jo både om fleksibilitet og sikkerhed.
Dagpengene er en hjørnesten i vores danske flexicuritymodel og dermed en vigtig søjle i vores velfærdssamfund. Vi går snart et folketingsvalg i møde. Hos mig er der ingen tvivl om, at vi nu i 3F skal presse så meget på at få en fornuftig fremtidssikring af vores dagpengesystem som overhovedet muligt – her kan det kommende valg passende bruges som en anledning til at få politikerne i tale og handling.

Kommentarer