Samfund

Udsigt til hurtigere internet: Bredbåndspuljen for 2024 er nu åben

Bredbåndspuljen har netop åbnet for nye ansøgninger. Foto: SDFI

Har du et godt projekt, som kan give dig og dine naboer bredbånd, så er her en god mulighed. Bredbåndspuljen giver mulighed for at søge tilskud til lokale bredbåndsprojekter i områder med dårlig dækning.

På finansloven er der afsat 50 millioner kroner til fortsættelse af Bredbåndspuljen i 2024, men med ubrugte midler fra 2023 og tilbageløb fra tidligere puljer er der cirka 80 millioner kroner til rådighed på landsplan.

Første deadline er 10. juli

I år er kriterierne for at kunne søge puljen desuden ændret, så endnu flere kan komme i betragtning til støtte. Ansøgere skal derfor kun have adgang til internethastigheder på mindre end 100 Mbit/s download via fast bredbånd og mindre end 600 Mbit/s via mobilt bredbånd for at være berettiget til tilskud. Derfor kan hele 33.000 adresser søge puljen i år. Det er omkring 6.000 flere end sidste år.

De nye rammer betyder også, at endnu flere adresser end tidligere kan søge den særlige ordning for enkeltadresser i stedet for at indgå i et projekt med flere andre. Hvor blot omkring 2.900 adresser kunne søge ordningen for enkeltstående adresser sidste år er tallet vokset til 4.000 i år. Er man tilskudsberettiget, vil man få besked i sin e-boks.

Fristen for at annoncere sit projekt er 10. juli.

Længere frist for fælles projekter

Når det kommer til den almindelige ordning, er ansøgningsfristen noget længere.

Her har ansøgerne frem til 23. september til at annoncere deres projekt.

Der ligger dog også lidt mere arbejde i at søge støtte fra den almindelige ordning, fordi flere husstande i et område skal gå sammen for at stable et projekt på benene.

På Styrelsen for Data og Infrastrukturs (SDFI) hjemmeside kan du se et kort over tilskudsberettigede adresser. 

Du kan læse mere om ansøgningsprocessen, frister og informationsmøder her.

 

Kommentarer