Rønnede

Udvalg godkendte 24 meter høj lyssøjle

roennede_lysskilt

Rønnede: Teknik- og Miljøudvalget godkendte mandag etableringen af et 24 meter højt lysskilt på Gl. Næstvedvej

Faxe Kommunes Teknik- og Miljøudvalg godkendte mandag den 9. marts etableringen af en 24 meter høj pylon, selv om lokalplanen for området maksimalt tillader skiltning med en højde på 4 meter.

Pylonen skal reklamere for erhvervsudstykningen Eco Valley og den vil blive placeret i bymæssig bebyggelse, under 25 meter fra nærmeste nabo, på ejendommen Gl. Næstvedvej 60, tæt på krydset Højen/Slettehavevej. Søjlen skal fungere som ‘vejviser’ for bilister på motorvejen.

Læs også: Kommunen vil opstille kæmpe skilt ved Eco Valley

Sejlivede rygter fortæller, at pylonen er en del af en aftale med private investorer, der ønsker at etablere et transportcenter med blandt andet McDonalds og en tankstation ved motorvejsafkørsel 37 i Rønnede.

Investorerne på projekt STOP37 kunne ikke få tilladelse til at opsætte skilte nær motorvejen, da dette område ifølge naturbeskyttelsesloven karakteriseres som ‘åbent land’. Pylonen kan af samme årsag heller ikke placeres i det udstykkede erhvervsområde.

Læs også: Servicecenter-projekt ved stop 37 kollapset

Kommunen har derfor tilbudt at montere en pylon på Gl. Næstvedvej 60, som blev opkøbt i 2014. Ejendommen ligger i umiddelbar forlængelse af Rønnede by og med naboer på tre sider.

Ifølge landzonesagsbehandler Morten Teglsbo Jensen er placeringen den eneste mulighed for at opsætte reklamesøjlen, da kommunens ejendom ligger i dét, man kalder landzone med præg af bymæssig bebyggelse.

De protester, der er indgivet af naboerne under den lovpligtige høring, er blevet fejet af bordet. Faxe Kommune mener ikke, at den nye pylon vil have nogen betydning for områdets beboere.

Omvendt mener beboerne at etableringen af et lysskilt på 24 meter i højden være til gene for beboerne i nabolaget samt at skiltet vil medføre værditab på de lokale ejendomme og gå ud over herlighedsværdien af, at kunne nyde stjernehimmelen.

Som protest er der blevet oprettet en facebook gruppe NEJ TAK til reklamesøjlen v/Eco Valley

Udvalgets formand, Ivan Lilleng (C) har ifølge Dagbladet udtalt: ‘Det ikke er den bedste placering. Men det er den eneste, der er i øjeblikket, og der mener vi i flertallet, at så må vi tage den næstbedste løsning’.

Pylonen koster 1 million kroner

Opstillingen af pylonen forventes at koste 1 million kroner. Teknik- og Miljøudvalget forslåt at der frigives en anlægsbevilling og et rådighedsbeløb på 1,0 million kroner finansieret med 310.000 kroner fra udviklingspuljen i 2015 og 690.000 kroner fra kommunens kassebeholdning.

Sagen behandles i byrådet 19. marts 2015. Her forventes den endelige beslutning at blive taget.

Naboer og andre interesserede borgere undrer sig over den mangelfulde debat i forbindelse med pylonen. Information er tilsendt de nærmeste ejendomme som en del af den obligatoriske naboorientering. Områdets øvrige beboere har måttet følge sagen i de lokale medier.

Kommentarer