Udviklingshæmmet vil selv vælge uddannelse
Rønnede: Faxe Kommune har besluttet at Nathasja Olsen ikke kan begynde på Kariseuddannelsen som ønsket.
Nathasja Skaarup Olsen fra Kongsted, der er 17 år og udviklingshæmmet, ønsker at starte på den Særlig Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU), Kariseuddannelsen. Den psykisk sårbare unge pige har de sidste to år gået på Karise Efterskole, som er en specialskole for udviklingshæmmede unge. Hun har været rigtigt glad for de trygge rammer på efterskolen og kender mange af de elever der skal gå på Kariseuddannelsen. Det skriver TV Øst.
Men et visitationsudvalg i Faxe Kommune har besluttet, at Nathasja Skaarup Olsen i stedet skal begynde på kommunens eget STU-tilbud i Faxe.
Det er hendes mor, Lisbeth Skaarup Petersen fra Kongsted, bestemt ikke tilfredse med. Faktisk mener hun at kommunen fremtidstilbud til Natasja er helt absurd i forhold til hendes udtrykkelige ønske og behov.
– Selvom man er handicappet eller udviklingshæmmet, skal man også høres. Der er bare ikke nogen, der har villet komme med en pædagogisk eller socialfaglig begrundelse for, hvorfor de har truffet den her beslutning. Det er jeg rigtig ked af, siger Lisbeth Petersen til TV Øst.
Har lavet en gruppe på facebook
Lisbeth Skaarup Petersen har lavet en gruppe på facebook, Natasja’s kamp fordi hun gerne vil have mere fokus på det, at have et handicappet barn og det, de skal kæmpe med. Med gruppen ønsker hun, at sætte gang i en sober og konstruktiv debat.
– Åbenbart er det ikke nok at udvikle sig og kæmpe for at lære nye ting. De skal også kæmpe med et system, der nogle gange vælger at overhøre/overse, at de er fuldt ud klar over, at det er deres liv det handler om, skriver Lisbeth blandt andet på facebook.
– Jeg er træt af at føle mig alene om, at skulle trøste et ungt menneske der ikke kan forstå hvorfor hendes mening ikke skulle være den vigtigste i en sag om HENDES uddannelse, skriver Lisbeth, der håber at finde nogen at stå sammen med.
Var utryg i folkeskolen
Nathasja Olsen begyndte på Karise Efterskole for to år siden, fordi hun havde problemer med nogle af drengene i hendes specialklasse i folkeskolen. Hun er blandt andet blevet befamlet uden på tøjet i skolebussen, fortæller hendes mor.
– Hun mistede helt selvtilliden, hun stolede ikke på nogen. Hun var bange, hvis nogen kom for tæt på hende, siger Lisbeth Petersen til TV Øst.
Derfor ønsker Lisbeth Petersen at Natasja kan fortsætte på uddannelsesstedet i Karise, hvor hun har fundet ro og har fået mere selvtillid, istedet for på kommunens tilbud.
– Jeg tør ikke sende hende afsted, siger Lisbeth Petersen, der blandt andet begrunder sin bekymring med at hun ved at der er skizofreni i Natasjas gener. Ifølge moderen er det ekstra vigtigt at holde den unge pige psykisk stabil, fra hun er 18 til 21 år, idet det er en risiko-zone for skizofreni.
– På kommunens STU foregår uddannelsen i en centerklasse, med en mangfoldig brugergruppe, og det vil hun ikke kunne klare. Hvis nogen reagerer udadvendt eller ikke kan respektere hendes grænser, vil mit barn blive ødelagt igen og måske mere permanent, skriver Lisbeth Petersen på facebook.
– Jeg vil anke sagen. Jeg er rigtig ked af det, for jeg har ikke lyst til at starte en kamp med kommunen, siger Lisbeth Petersen til TV ØST.
Kommunen bestemmer
– Vi visiterer til vores eget tilbud, hvis man passer ind i den målgruppe, vi har på vores STU-tilbud, siger direktør i Faxe Kommune, Kirsten Jacobsen der ikke vil udtale sig om den konkrete sag.
– Nu er jeg ikke konkret inde i, hvordan det foregår i de dér visitationsudvalg, og jeg er da helt sikker på, at man inddrager borgeren i videst muligt omfang, men på et tidspunkt, så skal der jo træffes en beslutning, og det er visitationsudvalget, der træffer beslutningen om, hvor det rigtige tilbud til en ung er i forhold til en STU, siger Kirsten Jacobsen til TV Øst.
Kommentarer