Uhensigtsmæssig fjernstyring
Trods gode tiltag som borgermøder rundt omkring, er der mange eksempler på, at embedsmænd og politikere i dagligdagen tager vigtige beslutninger, uden at spørge eller informere de borgere, som det hele handler om.
Indsendt af Lone Stæhr, Enhedslisten, Nygade 14, 4690 Haslev
Sagen om Haslev Museum og Perlen er et skræmmende eksempel. Vi er mange, der har haft glæde af museet, som det var, blandt andet takket være lokale ildsjæle med Kjeld Nielsen i spidsen. Vi kniplede, broderede og klippede i papir på førstesalen om aftenen eller i efterårsferien med vores børn. Vi kunne bruge museet til at vise byens historie, og museet dannede rammen for andre arrangemente; vaskedag, rebslagning, kulturnat. Den slags aktiviteter kunne jo udvides. Tænk, om lærerne havde adgang til museet og kørekort til en eller flere aktiviteter i lighed konceptet for naturvejlederens hytte.
Østsjællands Museum har nu overtaget museet. Førstesalen er blevet ryddet. Perlen skulle fremover drive museet. Men; Perlen lever et usselt liv under trange urimelige kår i et butikslokale i Jernbanegade med toilet i gården. Museet er i forfald og det drypper gennem taget. Østsjællands Museum har ingen ildsjæle, der brænder for Haslev.
I Business Faxe fik tre iværksættere en velfortjent førstepræmie, fordi de har startet konceptet “Handl-Lokalt.dk”. Samtidig må skoler og institutioner ikke handle lokalt på grund af en fælles indkøbsaftale med Vordingborg og Næstved.
På skolerne skal vi snart have indført en ny platform i stedet for vores brugervenlige “Intra”. Der er ingen, der rigtig ved, om det nye kommer til at fungere tilnærmelsesvis lige så godt, som det vi har. Årsagen til, at vi skal skifte til “Aula”, er “vist nok et krav fra EU om sikkerhed”?? Det kommer til at koster dyrt, både i anskaffelse og i arbejdstid. Men brugerne bliver ikke inddraget endsige informeret om baggrunden for beslutningerne?
Kommentarer