Faxe by

Miljøstyrelsen: Ulovlige mængder træ på Faxe Miljøanlæg

Miljøstyrelsen har på kontrolbesøg hos Faxe Miljøanlæg fundet flere brud på regler. Blandt andet at der både før branden og fortsat idag ulovligt oplagres for store mængder brandbart træ. Det viser en rapport som Miljøstyrelsen har offentliggjort i dag tirsdag den 2. august. 

Den 1o. juni 2016 udbrød der brand i kæmpe bunke rent træ til genanvendelse på Faxe Miljøanlæg. Der brændte henved 4.500 tons rent træ. Træet lå ulovligt opmagasineret i en samlet bunke i op til 12-15 meters højde – 3 gange det tilladte. Det viser en rapport Miljøstyrelsen har offentliggjort i dag tirsdag den 2. august.

Fortsat ulovlig opmagasinering af træ efter kæmpebranden

Miljøstyrelsens tilsyn på Faxe Miljøanlæg afslørede at der også idag er for store mængder af brændbart affald opmagasineret. I henhold til opgørelse af mængder affald på celle 3 (nordvest) ligger der 2.715 tons og celle 3 (vest) 2.814 tons. På celle 5 (sydvest) ligger der 2.582 tons. Disse bunker er over de tilladte 2.500 tons.

Faxe_Miljoeanlaeg_trae
Ulovligt store mængder af træ på celle 5 og i baggrunden celle 3 taget mod syd på Faxe Miljøanlæg

Miljøstyrelsen kræver, at forholdet lovliggøres inden den 1. december 2016, hvilket skal dokumenteres med fotos og ved skriftlig opgørelse over mængde.

Reglerne var også brudt før kæmpebranden på Faxe Miljøanlæg

Genbrugstræet lå i en samlet bunke i op til 12-15 meters højde før kæmpebranden på Faxe Miljøanlæg, hvilket er ulovligt. Det er over 3 gange så højt som de 4 meter, som miljøgodkendelsen til Fakse Losseplads fra april 2005 giver tilladelse til. Derudover må hver bunke med opmagasineret træ maksimalt må rumme 2.500 tons brændbart materiale – Begge vilkår var ifølge Miljøstyrelsen klart overtrådt, da branden brød ud.

Læs også: Kæmpe brand igang på Faxe Genbrugsplads

Faxe Miljøanlæg pålægges mængdekontrol og løbende dokumentation

Nu da træet er væk, kan Miljøstyrelsen ikke bede AffaldPlus om at nedbringe mængden af træ, men Miljøstyrelsen kræver fremadrettet kvartalvis opgørelse over de oplagrede mængder af brændbart affald og rent træ til genanvendelse/forbrænding opgjort pr. celle på pladsen og pr. afgrænset bunke for hele Faxe Miljøanlæg.

Opgørelsen skal første gang være Miljøstyrelsen i hænde den 1. september 2016, næste kvartal bliver så 1. december 2016 og 3. gang med årsrapporten for 2016. Herefter vil Miljøstyrelsen vurdere, om kontrollen for mængden af træ skal fortsætte, da der forventeligt så vil være en brandteknisk godkendelse for anlægget, som regulerer alle brandbare oplag og mellemoplag. Ved denne form for løbende dokumentation vil det være muligt for Miljøstyrelsen at følge oplagenes mængde.

Ulovlig opbevaring af smøreolie og spildolie

Ved Miljøstyrelsen besøg på anlægget blev der desuden fundet 10 olietromler af 200 l med smøreolier og en palletank med spildolie uden de lovbestemte spildbakke eller lign. anordning til opsamling ved et eventuelt spild.

Faxe Miljøanlæg: Diverse smøreolier og spildolie i palletanken uden spildbakker.
Diverse smøreolier og spildolie i palletanken i billedet nederst til venstre uden spildbakker.

Miljøstyrelsen indskærpede forholdet og Faxe Miljøanlæg har fået en frist til den 1. september 2016 til at få forholdet bragt i orden. AffaldPlus bedes indsende fotodokumentation inden fristens udløb.

Overtrædes de samme forhold anden gang kan Miljøstyrelsen politianmelde AffaldPlus.

Kommentarer