Faxe Ladeplads

Ung mands håb om en læreplads

Casper Olsen fra Faxe Ladeplads er parat til at transportere sig kilometervidt for at komme i lære som tømrer. Og han ved allerede hvordan man bruger en sav. Foto: Eddie van Lüthje
Casper Olsen fra Faxe Ladeplads er parat til at transportere sig kilometervidt for at komme i lære som tømrer. Og han ved allerede hvordan man bruger en sav. Foto: Eddie van Lüthje

Faxe Ladeplads: Aktiv ung mand fra Faxe Ladeplads sender en bøn om hjælp til at finde en læreplads.

– Hvem kan bruge mig?, spørger 17-årige Casper Olsen fra Faxe Ladeplads.

– Jeg har siden 8. klasse vidst at jeg ville være håndværker, og helst noget med træ, siger Casper Olsen.

Allermest er det en læreplads som tømrer Casper drømmer om. Og han har ikke nøjes med at drømme om fremtiden.

– Jeg har besøgt mange steder i Faxe og omegn allerede, enten personligt, har lagt uopfordrede ansøgninger, eller ringet på annoncer eller tip jeg har fået, men indtil nu uden held, siger Casper.

Casper Olsen gik ud af skolen efter 9. klasse og bestod grundforløbet som tømrer på EUC i Køge i sommer.

– Jeg er ikke bleg for at tage fat, mens jeg gik i skole havde jeg fast eftermiddagsjob hos Eurospar i Faxe Ladeplads, og det var et job jeg var glad for, siger Casper.

Ikke bare for arbejdet og de ekstra lommepenge.

– Nej, det er også det med at være sammen med andre mennesker på en fælles arbejdsplads. Det lærer man meget af, mener han.

Skulle der være en interesseret håndværker, med en mulighed for at starte Casper Olsen som lærling i et stort eller lille firma, så kan man ringe til ham på mobilen: 6024 6109.

Casper lover, at han vil kaste sig over telefonen så snart den ringer.

Opdatering 3. september 2015:

Artiklen her blev på ganske få timer læst af mere end 15.000 læsere lokalt i Faxe-området, og linket blev delt mere end 100 gange på Faxe.nu´s side på Facebook. Allerede samme dag som artiklen blev publiceret på Faxe.nu blev Casper inviteret til samtale vedr. læreplads og har nu fået læreplads som tømrer.

Læs mere: Artikel på Faxe.nu gav Casper en læreplads

Kommentarer