Haslev

De unge i Haslev vil gerne dialog

De unge i Haslev står nu frem, efter flere voldsepisoder i byens natteliv, i håbet om, at nogen vil lytte til dem i stedet for at frygte dem.

Nogle af de unge i Haslev kommer nu med deres version af sagen, efter der har været flere voldsepisoder på Jernbanegade i Haslev. De er klar til at gå i dialog om hvordan man får roen tilbage i byen.

– Jeg synes bare, det er ærgerligt, at vi kun har set det fra den ene side af sagen. Jeg synes, vi skal se det fra dem, der er lidt tættere på de gerningsmænd, der begår kriminaliteten, siger 20-årige Ali Lashari, der arbejder som gulvlægger til TV Øst. Han er født og opvokset i Haslev og er en del af den gruppe, hvoraf flere har fået karantæne på Bykroen. Han ønsker at bidrage til debatten om den voksende utryghed i byen.

– Jeg kender mange af dem, der er involveret i det, og jeg ved, det er nogle gode drenge, siger Ali Lashari og på spørgsmålet om hvorfor de så laver ballade, svarer han:

– Jeg tror, det er, fordi der er så mange mennesker i Haslev, men der ikke noget for de unge. Jeg føler, der mangler et mødested for de unge, hvor de kan være.

Giv dem noget arbejde

De unge står nu frem i håbet om, om at blive hørt og ikke frygtet. De håber, at de kan finde nogle løsninger sammen med politiet, kommunen og erhvervslivet, så dem der på vej ud på et sidespor, kan komme tilbage igen.

– Hvis vi fik alle de unge i arbejde ligesom mig selv, så har du ikke tid til at rende rundt og lave alle de der unødvendige drengestreger og komme i konflikter med mennesker og sådan noget, siger Ali Lashari.

Mange fordomme

De unge ved godt, at de ofte er omdrejningspunkt for konflikt, men de mener også at lokalsamfundet skærer alle indvandrere over en kam og at det har fået situationen i Haslev til at eskalere.

– Folk, de skriver dårligt om os på Facebook og så byen, som ikke kender os, de begynder at få det der billede, at det er os, der har gjort det, at det er nogle dårlige mennesker, siger Tony Marcello til TV Øst.

Dialogmøde med borgerne

Det er først efter overfaldet torsdag morgen på Lars Rasmussen at det er gået op for både politiet og borgmester Knud Erik Rasmussen (A), hvor slemt det står til i byens natteliv. De har nu i fællesskab inviteret byens borgere til et dialogmøde onsdag den 5. oktober.

Læs også: Faxe Kommune og politiet afholder dialogmøde om tryghed i Haslev

Nu opfordrer formanden for SSP-styregruppen i Faxe Kommune, René Tuekær (Borgerlisten) borgmesteren til blandt andet at invitere de unge, der stod frem i TV Øst.

– Jeg synes, det er en god idé, at de unge bliver inviteret til et dialogmøde, så det vil jeg bede borgmesteren at gøre. Vi skal tage imod de unges udstrakte hånd. På trods af en stor indsats fra vores SSP-medarbejdere er det ikke altid, vi får fat i de unge, vi gerne vil. Så jeg tolker de unges udmelding positivt på trods af det, der er sket siger René Tuekær. Han siger at en dialog med de unge kan gøre det nemmere at få fat i dem, der er svære at nå.

Sted for de unge er på vej

De unge selv efterlyser blandt andet et sted at være. Og det arbejdes der faktisk på ifølge René Tuekær.

– på budgettet i 2018 har vi afsat penge til et ungehus, eller hvad det nu kommer til at hedde. Måske vil de være med i et samarbejde, så de kan være med til at præge det. Det kunne være noget, vi kan tilbyde dem. At være med i den proces siger SSP-formanden til TV Øst.

Dørmand: De keder sig

42-årige Rasko Cukic, der i ni måneder har været dørmand på Bykroen i Haslev, bekræfter at volden er eskaleret.

– Nogle gange oplever vi i weekenderne tre mennesker inden for en time gå gennem gaden med blod i ansigtet, fordi de er blevet overfaldet. Mange, især de unge mennesker, som det ofte går ud over, tør ikke anmelde det, fordi de er bange, siger Rasko Cukic til sn.dk.

Foreslår patruljerende vagtværn

Ifølge dørmanden har uddelingen af karantæne til nogle af de unge drenge, blot flyttet problemet ud på gaden. Han har kendskab til den kerne af unge mennesker, der står bag de voldelige overfald.

– Der er tale om en flok unge drenge, 98 procent af dem er indvandrere, vil jeg mene, men der er også enkelte hvide ansigter iblandt. De samler sig under halvtaget foran Bykroen – størstedelen af dem har karantæne og må ikke komme ind her – og når vores gæster skal hjem så sker tingene, siger han og fortsætter:

– Jeg har snakket med nogle af dem om, hvorfor de gør, som de gør, og de siger: Vi keder os; vi har ikke noget at lave, ogDet kan simpelthen ikke være rigtigt, at det skal være sådan i Haslev. Jeg håber virkelig, at der snart er nogen, der tager problemet alvorligt og sætter ind med de fornødne tiltag, så vi kan få fred i gaderne, siger Rasko Cucik til sn.dk.

Han foreslår at man får et vagtselskab til at indsætte uniformerede vagter i Jernbanegade fredag, lørdag og søndag, alle dage mellem klokken 22.00 og 05.00 om morgenen. Det skriver Sjællandske.

Kommentarer