Haslev

Unge huskøbere – store energibesparelser

Unge huskøbere glemmer for ofte at investere i isolering og nye vinduer. Det er skidt for pengepungen og klimaet. Derfor sætter energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt gang i en kampagne målrettet førstegangskøbere.

Unge huskøbere glemmer for ofte at investere i isolering og nye vinduer. Det er skidt for pengepungen og klimaet. Derfor sætter energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt gang i en kampagne målrettet førstegangskøbere.
Blot én ud af tre førstegangskøbere vælger at bruge penge på at energirenovere. Det viser en rundspørge, som Energistyrelsen har foretaget.

– Nøglen til de store energibesparelser ligger bl.a. hos de unge førstegangskøbere. Som ny boligejer har man tit fokus på, at man gerne vil have nyt køkken eller bad, og så glemmer man let energiforbruget. Men det kan i den grad svare sig at få tænkt energien med, når man alligevel skal have fat i både værktøj og pengepung. Og så er energirenoveringerne godt for klimaet, hvilket mange unge mennesker heldigvis går meget op i, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

En analyse fra Energistyrelsen viser, at der er store besparelser at hente på huse med de dårligste energimærker. Besparelsespotentialet varierer meget fx i forhold til hustype og de lokale varmepriser, men ifølge analysen er der i gennemsnit en potentiel besparelse på 25.000 kr. årligt, hvis man har købt et hus med energimærke G. Samtidig med at man hæver husets energimærke, får man ofte et bedre indeklima, som også vægter højt i mange børnefamilier.
Ny kampagne skal især ramme unge huskøbere og boligejere

Næsten 90 pct. af alle husejere, der har købt og renoveret deres bolig inden for de seneste ti år, renoverede det maksimalt tre år efter de købte huset. Derfor sætter Energistyrelsen den 1. oktober gang i kampagnen ”Kom rigtigt fra start”, som er særligt målrettet mod par i alderen 25-40 år, der enten overvejer at købe eller lige har købt et hus med et dårligt energimærke.

– Unge boligkøbere har glæde af investeringerne i klimavenlige energiløsninger i rigtig mange år, så derfor er det både sund og grøn fornuft, at de gør en ekstra indsats for at hæve husets energimærke, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Som en del af kampagnen kan man blandt andet tage en hustype-test og tjekke energimærket på sit drømmehus. I nogle byer vil der også blive holdt lokale borgermøder, der kan hjælpe de nye boligejere til fremtidige energibesparelser.
Kontakt:

Energi-, forsynings- og klimaministeriet, Christian Lietzen, 4172 3876, chrli@efkm.dk

Energistyrelsen, Ture Falbe-Hansen, 2513 7846, tfh@ens.dk
Fakta

– Næsten 90 pct. af alle husejere, der har købt og renoveret deres bolig inden for de seneste ti år, foretog den væsentligste renovering maksimalt 3 år efter de overtog huset.

– Yngre husejere renoverer oftest, men energiforbrug er kun en motiverende faktor for hver tredje.
Der er stort potentiale for energibesparelser i huse med dårlig energimærkning.

– Alle huse, der sættes til salg, energimærkes på en skala fra A til G. I den forbindelse udarbejdes der en rapport med gode råd til, hvordan huset kan blive mindre energikrævende og billigere at bo i.

– De dårligst energimærkede huse er ofte opvarmet med el eller oliefyr.

– Der er grupper af rentable forbedringsforslag, som går igen i huse med de dårligste energimærker. Det drejer sig især om udskiftning af varmekilde og efterisolering af loft, ydervægge og gulve.

Om kampagnen ”Kom godt fra start”

Kampagnen er målrettet købere i alderen 25-40 år, der overvejer at købe eller lige har købt et hus med et dårligt energimærke (E-F-G).

Kampagnen vil primært bestå af digitale elementer og film med afsæt i blandt andet kampagnesiden SparEnergi.dk/ditførstehus samt opslag på fx facebook.

Den digitale indsats suppleres af lokal tilstedeværelse blandt andet med borgermøder i samarbejde med udvalgte kommuner med mange huse med dårlige energimærker. Det gælder både kommuner i hovedstadsområdet og en række byer i Jylland.
Links

Link til kampagnesiden.

Undersøgelser:

https://ens.dk/sites/ens.dk/files/Energibesparelser/analyse_af_energimaerkningsrapporter.pdf

https://ens.dk/sites/ens.dk/files/Energibesparelser/megafons_undersoegelse_af_renoveringspraksis.pdf

Kommentarer