Unge skal undervises i iværksætteri
Rønnede: Fonden for Entreprenørskab har dedikeret én person til Region Sjælland og hun er flyttet ind hos Business Faxe Copenhagen i Rønnede.
Fonden for Entreprenørskab arbejder for at gøre innovation og entreprenørskab til en integreret del af alle uddannelser også folkeskolen. Siden foråret har fonden dedikeret én person til Region Sjælland, Kamilla Kastberg. Hun er flyttet ind hos Business Faxe Copenhagen i Rønnede.
Fra hendes skrivebord skal hun udbrede entreprenørskab og innovation i folkeskoler og uddannelsesinstitutioner i hele Region Sjælland, i et stærkt samarbejde med kommunerne i Region Sjælland og erhvervslivet.
– Undervisning i innovation og entreprenørskab er med blandt andet folkeskolereformen kommet helt ind i skolerne. Det handler om at træne eleverne i at skabe og omsætte nye ideer. Eleverne skal lære at tænke kreativt og på kanten, fortæller Kamilla Kastberg.
Entreprenante skoler
Der er meget klare målsætninger. For eksempel er syv ud af 73 ungdomsuddannelser registreret som ’entreprenante skoler’. Men i løbet af i år skal det tal op på mindst 20.
– Det handler om at lære eleverne at skabe og udvikle på idéer. Kreativiteten skal styrkes og de skæve tanker skal belønnes. Det skaber en helt ny dimension af skolesystemet og de unges fremtidige muligheder. Det skal vi være stolte over, fortæller Kamilla. På den måde giver fagene endnu mere mening, og eleverne lærer at tænke på tværs.
– Iværksætteri er en af vores hovedprioriteter. Med Kamilla hjælper vi ikke kun de nuværende iværksættere – men har også kig på fremtidens iværksættere. Vi er heldige, at hun har fået kontor hos os, så vi kan trække på hendes viden – men hele region Sjællands unge og fremtidige iværksættere er bedre stillet i dag end inden Kamilla startede!, siger direktør Jesper Ib Paulsen fra Business Faxe Copenhagen.
Gratis undervisningsmateriale kan downloades
Kamilla Kastberg er tidligere lærer, så hun har en stor forståelse af, at undervisning i entreprenørskab og innovation let skal kunne implementeres i lærernes fastlagte undervisning. Derfor kan gratis materialer downloades fra Fonden for Entreprenørskab’s hjemmeside og bruges med det samme.
Mesterskaber i værksætteri
Som en del af Fonden for Entreprenørskabs årshjul, er der konkurrencer i iværksætteri for alle aldersgrupper. Her kan elever deltage i regionsmesterskaberne – og de bedste idéer går så videre til danmarksmesterskabet. Det er frivillige dommere med entreprenante evner og erfaring der dømmer de unges idéer. Er det noget for dig?
Interesserede der vil høre mere kan kontakte Kamilla Kastberg på 3160 1897. Det gælder også for hvis man at være dommer til en af iværksætter-konkurrencerne.
Kommentarer