Ungecenter Solhjem åbner den 8. februar
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/02/solhjem_hasselvej.jpg)
Faxe Kommune: Faxe Kommunes nye ungecenter Solhjem og Labyrint åbner snart på Hasselvej i Haslev
Faxe Kommune har taget Solhjems bygninger på Hasselvej i Haslev i brug og er i fuld gang med at indrette Ungecenter Solhjem og Labyrint, et nyt tiltage for unge med sociale problemer.
Jens Frøsig er daglig leder af det nye ungecenter, hvor meningsfuld kompetenceudvikling er et vigtigt omdrejningspunkt. Der er gjort meget for at skabe en hyggelig atmosfære samt undgå at stedet ligner en institution. Bygningerne er blevet renoveret fra ende til anden.
Den officielle indvielse finder sted onsdag den 8. februar. Men allerede den 2. januar flyttede administrationen ind i den gamle hovedbygning. Den 4. januar fulgte sagsbehandlere, psykologer, en misbrugsrådgiver og andre der arbejder med børn og unge i Faxe Kommune i det daglige.
Solhjem på Hasselvej i Haslev var indtil udgangen af 2010 døgninstitution for unge fra Københavns Kommune. Stedet blev drevet sammen med Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge (KFBU), der fortsat ejer bygningerne. Men Københavns Kommune opsagde driftsoverenskomsten og alle medarbejdere med meget kort varsel, i december 2010. Lukningen var en konsekvens af besparelser i Købehavns Kommune.
Den gamle forstanderbolig og den nyeste bygning, henholdsvis Haven og Huset, rummer Solhjem, der er en døgnbemandet anbringelsesdel med plads til i alt 16 unge mellem 12 og 18 år.
Labyrint afløser kommunens tidligere tilbud til unge med sociale problemer. Her vil de unge blive tilbudt støtte og ambulant behandling, kontaktpersoner og forskellige aktiviteter sammen med andre unge. I Labyrints grønne omgivelser og i længerne er der blandt andet indrettet syv værksteder samt nogle samtalerum. Her skal de unge arbejde sammen i små grupper med en pædagog.
Lige nu er 42 unge tilknyttet Labyrint, men tallet kommer op på 80, i løbet af nogle måneder.
Kommentarer