Unibrew udbetaler det højeste udbytte nogensinde
Faxe: Royal Unibrew, bryggeriet i Faxe, har aflagt årsregnskab for 2014, der viser en markant stigning i resultatet
Af bryggerikoncernen Royal Unibrews årsregnskab for 2014 fremgår det at effektiviseringsplanen for det finske bryggeri, Hartwall, gennemføres hurtigere end planlagt. Den øvrige del af Royal Unibrews forretning levererede solid vækst i resultatet og at markedsandelene samlet set blev fastholdt i 2014.
Nettoomsætningen steg fra 4.481 mio. kroner i 2013 til 6.056 mio. kroner i 2014, en stigning på 1.575 mio. kroner, svarende til 35 procent.
Resultatet før finansielle poster, også kaldet EBIT, steg fra 560 mio. kroner til 826 mio kroner. EBIT-marginen blev dermed forbedret med 1,1 procentpoint og proforma med 1,8 procentpoint
Resultatet før skat er dermed det bedste nogensinde. Det er steget med 76 mio. kroner fra 548 mio. kroner i 2013, til 624 mio. kroner.
Det frie cash flow blev på DKK 824 mio. og udgjorde 14 procent af nettoomsætningen.
I kølvandet på det stærke regnskab for 2014 udbetaler Royal Unibrew 34 kroner i udbytte per aktie.
Det er det højeste udbytte, som Royal Unibrew nogensinde har udbetalt. Der blev ikke udbetalt udbytte til aktionærerne sidste år, i stedet blev der investeret i det finske bryggeri Hartwall. Det hidtil højeste udbytte var i forbindelse med årsregnskabet for 2012, hvor der blev udbetalt 24 kroner per aktie.
– 2014 har været et tilfredsstillende år for Royal Unibrew. Resultat og cash flow blev det bedste nogensinde. Akkvisitionen af Hartwall er forløbet positivt, og vi er kommet langt med vores forandringsplan og dermed integrationen i Royal Unibrew. Det markante løft i indtjening og cash flow kan i høj grad tilskrives købet af Hartwall, men også at den øvrige del af vores forretning har haft et godt momentum og fortsat leverer solide resultater. Dette har ledt til, at vi har øget målet for EBIT-marginen på mellemlang sigt fra 13 % til 14 %, siger Henrik Brandt, CEO.
– Det solide cash flow har bidraget til en væsentlig gældsnedbringelse, og vores udlodningsprogram genoptages med et betydeligt aktietilbagekøbsprogram og en indstilling fra bestyrelsen til generalforsamlingen om udbyttebetaling, siger Henrik Brandt.
Det er besluttet snarest muligt at igangsætte et aktietilbagekøbsprogram på 350 mio. kroner.
Bestyrelsen foreslår desuden, at der gennemføres et aktiesplit i forholdet en til fem
Kommentarer