Unibrews regnskab imponerer analytikerne
Faxe: Det Faxe-baserede bryggeri, Royal Unibrews tredje kvartalsregnskab imponerer analytikerne.
De fleste af de større ølproducenter har problemer i det dalende ølmarked, men ikke Royal Unibrew i Faxe. Både salget og indtjeningen overrasker i bryggeriets regnskab for tredje kvartal.
Med det stærke regnskab signalerer bryggeriet at de er blandt Europas mest veldrevne bryggerier. Det imponererer især analytikerne at det er lykkedes at overvinde udfordringerne i det finske marked, hvor man har købt bryggeriet Hartwall, ved at effektivisere forretningen.
– Det er for mig at se klart regnskabets største positive element, at Royal Unibrew bliver ved med at kunne overraske positivt på at levere effektiviseringsgevinster, som overstiger nogle af de problemer, der egentlig er på rigtig mange af deres markeder. Samtidigt er de ekstremt dygtige til at håndtere markeder, som er vanskelige, og hvor forbrugerne holder på pengepungen, lyder vurderingen fra senioranalytiker Morten Imsgard fra Sydbank over for Ritzau Finans.
Læs også: Royal Unibrew opjusterer forventningerne til årets resultat
Royal Unibrew har desuden en stærk produktportefølje med flere nye succesfulde produktlanceringer, blandt andet en økopilsner samt loyale forbrugere.
– Vores succes ligger i fokus. Vi er fokuseret på de initiativer, vi mener er vigtige, og så vil jeg sige, at vi har haft succes på vores kommercielle agenda med de initiativer, vi har sat i søen. Både i forhold til at have fokus på vores eksisterende portefølje, men også nye koncepter og udvidelse af de eksisterende koncepter. Så jeg vil sige, at det er det , der er nøglen. Når man har 400 forskellige varenumre at vælge imellem, så er det vigtigt, at man får fokuseret på, hvad det er for nogle, der er de vigtigste, siger finansdirektør i Royal Unibrew, Lars Jensen, til Børsen.
En anden analytiker advarer dog om at bryggeriet risikerer at løbe ind i problemer.
– Efterhånden som man løber tør for effektiviseringsgevinster, og de vanskelige underliggende markedsvilkår får lov til at slå igennem, så risikerer den høje værdiansættelse efter vores mening at virke uberettiget, skriver senioraktieanalytiker Frans Høyer fra Jyske Bank i sin analyse. Det skriver Ritzau.
Kommentarer