Unik enighed om motorvej på tværs af Sjælland

Rønnede: Regionens kommuner og erhvervsliv er enige om, at der bør bygges en motorvej mellem Kalundborg og Rønnede
Kommunerne i Region Sjælland og det erhvervsliv står samlet i en unik enighed om, at der bør bygges en motorvej fra Kalundborg i nordvest via Slagelse og Næstved i sydvest til Rønnede i øst.
Region Sjælland rummer et større antal virksomheder inden for fremstilling, distribution og transport. Disse virksomheder forventes at ville kunne omsætte en forbedret infrastruktur til tidsgevinster i deres logistik.
– En ny og tværgående motorvej vil ikke kun sikre en glidende og forsvarlig afvikling af trafikken i området. Den vil være helt afgørende for udviklingen i Syd- og Vestsjælland og virksomhederne her. Både varer og ansatte skal hurtigt frem, og hvis ikke der etableres en forbindelse tværs over Sjælland, risikerer vi stagnation eller tilbagegang i vores region.
Det siger komitéens formand Bernd Griese, der også repræsenterer Harboes Bryggeri A/S.
– Desuden vil det øge arbejdsstyrkens mobilitet og gøre det lettere for virksomhederne at fastholde og rekruttere gode og velkvalificerede medarbejdere, tilføjer Bernd Griese.
Komitéen har udgivet en hvidbog (pdf – åbner i nyt vindue), hvori Bernd Griese og otte andre toneangivende virksomheder i regionen begrunder deres ønsker om en ny motorvej. Alle virksomheder er internationalt orienterede og vil kunne drage stor nytte af forbedret tilgængelighed til kunder og leverandører i Danmark og Nordeuropa.
Borgmestre er enige
Alle 17 borgmestre og regionen står sammen i enighed om tværforbindelsen. Det er unikt, og det betyder, at vi kan tale med stor vægt i forhold til for eksempel Folketingets Trafikudvalg,” siger regionsrådets formand, Steen Bach Nielsen.
Han peger på, at en tværforbindelse vil knytte tre hovedindfaldsveje til sammen: Kattegat-korridoren, Storebæltskorridoren og Femernkorridoren.
Erhvervspolitisk vision
– Vi skal eksportere os ud af krisen, og logistik er en stærk konkurrenceparameter. Virksomheder i dag leverer efter just-in-time-princippet, og her er en god og tidssvarende infrastruktur nødvendig for, at de kan bevare deres konkurrencekraft. afslutter Bernd Griese.
Trafikkomiteen for Den Sjællandske Tværforbindelse, blev dannet for to år siden og består af en lang række folketingsmedlemmer, borgmestre, virksomheder og erhvervsforeninger.
De arbejder på at den nye tværgående motorvej på Sjælland, kan stå færdig i 2019 – to år før Femern Bælt-forbindelsen.
Kommentarer