Utidig indblanding i mulig konflikt
Det er altid rart at blive tillagt mere magt end man har. 5 april kunne man i et læserbrev skrevet af Lars Christensen (Ø) læse, at Liberal Alliance havde stemt et forslag indsendt af Enhedslisten vedrørende besparelser i forbindelse med lockout ned.
Indsendt af Mikkel Dam, Gruppeformand Liberal Alliance, Faxe Byråd
Det er lidt morsomt, fordi Liberal Alliance er slet ikke repræsenteret i Økonomi udvalget, hvor denne sag skulle behandles. Når det så er sagt, så skal der ikke herske nogen tvivl om, at LA havde stemt det oprindelige forslag fra Enhedslisten ned.
Læs også: Kommunal velfærd efter en eventuel konflikt?
Det ville vi, fordi at vi ikke mener, at man på nuværende tidspunkt skal lægge beslag på en eventuel besparelse. Konsekvenserne er ukendte, og statens mulige efterregulering er ligeledes fremmed.
Det vil i vores optik være helt omsonst at øremærke en besparelse af ukendt omfang til bestemte områder inden for det berørte resort. Vi kunne ende ud i at en strejke/lockout kun har en varighed på et par dage og derfor vil besparelsen ikke være markant – men det vil den administrative byrde ved at skulle fordele den relativt lille besparelse på, efteruddannelse, forbedring af arbejdsmiljø, faciliteter eller lignende investeringer i disse medarbejdere. Ydermere er det slet ikke muligt at passe børn med tilbagevirkende kraft.
Ovenstående ville netop være at ”blande” sig i OK18 – altså de facto sætte noget i udsigt til de berørte parter. Læser man sagsfremstilling som jeg, så kan det let fortolkes, som om Enhedslistens hensigt er, at konflikten bliver så lang som overhovedet mulig, da området så vil blive tilført en ekstrabevilling i form af besparelsen.
Afslutningsvis vil jeg påpege, at det ikke er LAs agenda, at eventuelle nettobesparelser ikke skal tilbage til de berørte. Behandlingen skal bare ske efter, og afsættet skal tages overfor borgerne og den service, der har været påvirket i forbindelse med konflikten. Ikke spekulationer.
Kommentarer