Haslev

Utrygge borgere er bange for at gå fra hus og hjem

Haslev: Omkring 700 ejendomme i Haslev skal have ny kloakering af hensyn til miljøet

Torsdag den 6. juni har utilfredse borgere taget initiativ til et informationsmøde mellem beboere, borgmester og embedsmænd – om det nye kloaknet i Haslev.

Der er sådan set ikke en nyhed at rigtigt mange ejendomme i Faxe Kommune der skal lægges ny kloakering. Det besluttede regeringen i 1997. Det skriver TV2 Øst. Det nye er at beboerne i Faxe Kommune i marts 2013 blev varslet om, at det skal gøres indenfor et år.

Regningen for at få tilsluttet et hus til kloaknettet kan risikere at løbe op helt op i 75.000 kroner. Og det er nok de færreste der kan nå at spare så mange penge sammen på et år.

– Det ender jo med, at rigtig mange kommer til at gå fra hus og hjem. Folk ryger på tvang og kan ikke klare regningerne, fordi de økonomisk ikke kan være med, siger Kim Saxtorph fra Haslev til TV2 Øst. Han er initiativtager til at organisere de utilfredse beboere og indkalde til informationsmøde.

– Jeg håber på, at politikerne vil lave et lovforslag, som kan give os noget mere tid. Jeg håber på en udsættelse på omkring fem år, siger Kim Saxtorph.

Faxe Kommunes borgmester Knud Erik Hansen er klar til at gå i dialog med borgerne.

– Der er nogle borgere, der er bekymrede for de udgifter, der kan være i forbindelse med den kloakering, der skal laves. Det vil vi selvfølgelig gerne lytte på og høre, om vi kan være behjælpelige med det ene eller det andet. Som for eksempel tidsfristen. Man skal ikke være bange for, at man skal gå fra hus og hjem, siger Knud Erik Hansen (A), Borgmester i Faxe Kommune til TV2 Øst.

Informationsmødet mellem beboere, borgmester og embedsmænd er åbent for alle beboere, der rammes af de nye tiltag.

Mødet finder sted torsdag den 6. juni klokken 19 i Førslev Forsamlingshus på Førslev Bygade 18 i Haslev.

Kommentarer