Haslev

Utrygheden breder sig i Haslev

En gruppe unge har det seneste års tid spredt utryghed i Haslev. Politiet har modtaget tre anmeldelser om vold i løbet af sidste uge. Beboerne og virksomhedsejerne er tavse.

Torsdag morgen blev Lars Rasmussen fra Haslev overfaldet af to unge på henholdsvis 18 og 19 år, da han var på vej til arbejde.Nu står han sammen med bagermester Brian Hansen frem og fortæller hvad der skete.

De to unge haslevitter, der var tydeligt påvirkede, havde været inde hos bageren for at købe morgenbrød. Her havde de to spillet op til og forfulgt en håndværker ud til hans bil.

– Håndværkeren skynder sig ud i sin bil, da de begynder at true ham, og han låser bilen indefra. Da han så sidder inde i bilen, så begynder de at slå løs på den og smadre sidespejlene, siger Brian Hansen, ejer af bageriet i Haslev, til TV Øst.

Episoden blev overværet af Lars Rasmussen, der resolut greb ind.

– Jeg spurgte derfor, om han ikke skulle hjem og sove rusen ud, fortæller Lars Rasmussen til TV Øst.

Derefter jagtede de to unge ham op gennem Jernbanegade. De indhentede og væltede ham omkuld ved legetøjsbutikken, og tildelte ham flere spark og slag mod hovedet og resten af kroppen.

Bagermester Brian Hansen og håndværkeren kom Lars Rasmussen til undsætning. De greb ind og fastholdt drengene, indtil politiet dukkede op mellem 20 og 25 minutter senere.

– Jeg synes ikke, det er i orden med den voldelige aktivitet, vi har her i byen. Politiet burde være her hurtigere måske endda fast patruljere her, så man ikke bliver så utrygge, siger bagermester Brian Hansen til TV Øst.

– Ja, hvordan har man det ovenpå sådan en omgang? Det er jo fuldstændig meningsløs vold. Det er ikke så meget den fysiske smerte, men meget mere den psykiske. En ting er, at det var mig, men når jeg kan blive overfaldet på vej på arbejde, så kunne det jo ligeså godt være naboens datter, siger Lars Rasmussen , til TV Øst.

De voldelige unge presser erhvervslivet i Haslev

TV Øst forsøgte lørdag at få kommentarer til den utrygge situation fra omkring 20 beboere i Jernbanegade. Men ingen ønsker at stille op til interview. De er bange, for at de unge gør alvor ud af deres trusler om at opsøge deres familier eller smadre deres hjem og forretninger.

Bykroen, det lokale værtshus i Jernbanegade, har måttet opruste med flere vagter og ekstra overvågning. De 10-15 unge, der laver balladen, har fået karantæne, men det bevirker blot at festen rykker ud på gaden, hvilket så påvirker andre erhvervsdrivende i byen.

– Vi har givet den gruppe unge, der laver mest ballade, karantæne fra at komme på Bykroen. Men sådan har det jo været i over et år nu. Vi har opgivet at få hjælp, så vi har selv handlet på tingene, fortæller indehaver Frank Månsson til TV Øst.

Haslev Taxi vil ikke køre i Jernbanegade

Senest har Haslev Taxi meldt ud at de ikke kan afhente kunder foran Bykroen længere. Deres chauffører oplever gang på gang at blive chikaneret af den voldelige gruppe unge.

Læs også: Haslev taxi sætter sikkerheden højst

– De kommer og river i dørene og skubber til spejlene, og de er deciderede ubehagelige. Jeg har også kørt flere gæster hjem fra Bykroen, som har oplevet at blive truet og overfaldet. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi ikke kan passe vores arbejde, siger taxichauffør Henrik Kazzie Ørbæk til TV Øst og han fortsætter:

– Jeg synes simpelthen det er så ærgerlig en udvikling, så jeg håber virkelig, at der snart kommer en løsning. Jeg ved ikke, hvad den kan være, men vi kan ikke leve sådan her.

Kommentarer