De værste vandmængder er overstået
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2016/06/vagtcentral_112_politi-620x380.jpg)
Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi oplyste klokken 02.45 natten til torsdag den 5. januar, at situationen på Sydsjælland og Lolland-Falster nu er stabiliseret, så der ikke længere er stigende vandstand.
– Det var ventet, at særligt Karrebæksminde og Bandholm ville være blandt de steder, hvor vandstanden toppede senest, og de nåede begge deres højdepunkt mellem klokken 01.00 og 02.00. Vandstanden er nu faldende både i Karrebæksminde og i Bandholm, oplyser Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi
Torsdag går det igen løs med oprydning og status over skaderne efter den forhøjede vandstand, oplyser politiet.
Tidligere på aftenen skete der et mindre digebrud på Møns nordkyst, og i Stege havn steg vandet over havnekanten og oversvømmede en del af havnen. Begge steder arbejdes der på højtryk for at få situationen helt under kontrol, og det hjælper indsatsen, at vandet langsomt er ved at trække sig tilbage.
I alt er der cirka 200 husstande uden strøm fordelt på Faxe Ladeplads, Præstø og Nysted. Der har indtil videre ingen henvendelser været om gener i forbindelse med den manglende strøm.
Politiet henstiller fortsat til, at man holder sig fra at færdes på de udsatte områder ved kysterne i politikredsen.
Borgere i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds kan igen fra torsdag morgen holde sig opdaterede via kommunernes hjemmesider, politiets hjemmeside www.politi.dk/sydsjaelland, via Twitter på @SSJ_LFPoliti, @BRSdk, @dmidk eller Facebook på www.facebook.com/ssjlfpoliti, hvor der vil blive informeret.
Kommentarer