Vagtapotekerne holder lukket om natten fra 1. januar 2018
Nye regler betyder, at vagtapotekerne fra 1. januar 2018 holder lukket om natten. Der bliver et døgnåbent apotek i hele Danmark, Steno Apotek i København.
Det betyder, at du ikke længere kan få udleveret medicin, når apoteket er lukket, og derfor selv skal sørge for, at du ikke løber tør for din faste medicin om natten, fortæller sundhedsfaglig chef i Region Sjælland, Preben Cramon.
Et flertal i Folketinget besluttede i 2015, at der skulle spares 17 millioner kroner på apotekernes vagtordning. Det betyder, at der fremover ikke er tilkaldevagt om natten på apotekerne, og at apotekerne lukker senest klokken 24. Roskilde døgnapotek holder også lukket fremover mellem kl. 24 og 06:
– For langt de fleste mennesker, så ville disse ændringer ikke betyde noget. Men fremover kan man ikke ringe til en apotekervagt midt om natten og få udleveret medicin. Så det bedste råd til dig, der har brug for fast medicin, er derfor altid at sørge for at have medicin derhjemme eller en gyldig recept, siger sundhedsfaglig chef i Region Sjælland, Preben Cramon.
Stadig en mulighed
Men alle muligheder lukkes ikke helt ned. Skulle der opstå en nødsituation, så vil det være muligt at få fat i medicin, også efter klokken 24:
– Der bliver et døgnåbent apotek i hele Danmark, Steno Apotek i København. Her er der også mulighed for at få rådgivning til sin medicin, så man ikke bruger lægevagten til det. Har man en recept, så kan man tage til Steno Apotek og få sin medicin, også midt om natten, siger Preben Cramon.
Medicin på akutafdelingerne
Man kan også ringe til vagtlægen, hvis man er havnet i en akut livstruende situation, hvis man eksempelvis mangler sin insulin. Så kan vagtlægen hjælpe og udskrive få doser medicin, som man kan hente på nærmeste akutafdeling.
– Det er vigtigt at understrege, at der skal være tale om akut livsnødvendig medicin. Eksempelvis insulin, astmaspray eller lignende. Så kan man kontakte lægevagten på 70 15 07 00, og så vil vagtlægen sørge for at man kan få nogle få doser, så man kan klare sig til apotekerne åbner. Men vagtlægen skriver ikke andre recepter ud. Vagtlægen tager sig kun af akut opstået sygdomme, siger koordinerende vagtlægechef i Region Sjælland, Henning Orsholt.
Der er ligeledes ændret på apotekernes åbningstider på lørdage, søn- og helligdage. Så tjek dit lokale apoteks åbningstider så du ikke står og mangler medicin. Du kan finde dit nærmeste apotek og åbningstider på apoteket.dk. Derudover så er der et stort udvalg af håndkøbsmedicin i forretninger, som også har åbent efter klokken 24.
Kommentarer