Valg til skolernes bestyrelser i Faxe
Sæt allerede nu kryds i kalderen og vær med til at sikre indflydelse på dit barns skoledag. I den kommende tid er der valg til skolebestyrelserne i Faxe Kommune.
Onsdag den 25. april er der valgmøder på Faxe Kommunes folkeskoler. Der skal nemlig vælges forældrerepræsentanter til skolernes bestyrelser i maj måned.
Hvis man er forælder og har lyst til at præge sit barns skole gennem bestyrelsesarbejdet, så er det bare om at få meldt sig ind i kampen. Og hvis man bare gerne vil vide mere om bestyrelsesarbejdet, så er onsdag den 25. april en rigtig god dag at møde op. Skolerne har informeret om skolebestyrelsesvalget via skolernes intranet.
Alle forældre til et skolebarn har mulighed for at stemme ved valget.
Ud over forældrerepræsentanter skal der også vælges ny bestyrelsesformand på alle tre skoler i kommunen.
Børn & Læringsudvalget i Faxe Kommune har et tæt samarbejde med skolebestyrelserne. Derfor håber udvalget da også på stor opbakning fra forældrene. Både at mange vil stille op og at mange vil stemme.
– Skolebestyrelsen er på mange måder med til at forme hverdagen i skolen. Gennem skolebestyrelsen har forældrene stor indflydelse på skolens udvikling. Derfor er det også vigtigt at deltage aktivt i valget og bruge sin stemme som forælder, for det har rent faktisk en konkret betydning for barnets skoledag – eksempelvis hvis man ønsker et øget fokus på de kreative fag eller kortere skoledage, siger Mikkel Dam, formand for Børn & Læringsudvalget.
I skolebestyrelsen samarbejder forældre, elever og skolens personale.
Til sammen kan de gøre meget for at sætte sit præg på skolen. Det er for eksempel skolebestyrelsen der langt hen af vejen fastsætter principperne for, hvordan skoledagen er tilrettelagt – alt fra mobbestrategier til madordninger, valgfag, skole-/hjem samarbejdet, lejrskoler med videre. Det er også skolebestyrelsen, der godkender skolens budget og den måde pengene bruges på.
Forældrerepræsentanter vælges til bestyrelsen for fire år.
Kommentarer