Haslev

Vandløbslaug vil drøfte sagsanlæg mod staten i aften

Arkivfoto

Faxe Kommune: Der er medlemsmøde om statens vandplaner i Øvre Suså Vandløbslaug i aften hos Gefion i Sorø

Her skal medlemmerne af lauget forberede et høringssvar til statens vandplaner, samt drøfte om der skal laves et gruppesøgsmål imod statens omfattende vandmiljøplaner.

Derudover vil vandløbslauget Etablere ‘Åsynsgrupper’ der skal indsamle og dokumentere vandløbenes tilstand og vedligeholdelse.

– Der gælder samme EU-regler for alle landmænd. Men i Tyskland er langt færre vandløb klassificeret som naturlige, kun omkring halvdelen. Det er det, vi vil gøre opmærksom på først i vores høringssvar og senere i en retssag, anlagt på vegne af konkrete lodsejere, siger formanden for Øvre Suså Vandløbslaug, Knud Thonke til Sjællandske.

Øvre Suså Vandløbslaug er som navnet siger et vandløbslaug for Øvre Suså med tilstødende vandløb og bagved liggende fødesystemer beliggende i Næstved-, Faxe-, Ringsted og Sorø Kommune. Formålet er at sikre tilfredsstillende afvanding af tilstødende arealer, parcelhusgrunde, befæstede arealer og landbrugsjord.

Mødet i Øvre Suså Vandløbslaug finder sted i aften onsdag den 13. juni klokken 19 til 21.30 hos Gefion, Fuldbyvej 15 i Sorø

Kommentarer