Faxe Ladeplads

Varmen under taget fra solen satte brandalarmen igang

Faxe Ladeplads: Hele slukningstoget fra Faxe Brand & Redning i Faxe måtte tirsdag eftermiddag en tur til Hylleholtskolen i Faxe Ladeplads.

Sidst på eftermiddagen tirsdag lød brandalarmen hos brandfolkene i Faxe og hele slukningstoget rykkede hurtigt til Hylleholtskolen i Faxe Ladeplads, hvor brandalarmen kom fra. Men heldigvis var der ikke tale om nogen brand på skolen.

Vagthavende Indsatsleder Peter Rasmussen kunne kort efter fortælle til Faxe.nu at der var tale om en sensor i et taglokale, som havde indikeret brand grundet den kraftige varme fra solen i det lille lukkede lokale.

Hylleholtskolen har ligesom resten af kommunens skoler et omfattende komplet automatiske brandalarmsystem for netop at sikre at en eventuel brand opdages med det samme og i løbet af året sker det altså at anlægget går igang uden at der er ild, men som vagthavende indsatsleder Peter Rasmussen siger, så virker anlægget som det skal, da der som regel så er en anden naturlig forklaring på at alarmen går igang f.eks. kraftig sommervarme i et loftlokale.

Brandfolkene fra Faxe og brandbilerne kunne hurtigt igen returnere til brandstationen i Faxe og hver enkelt brandmand kunne herefter fortsætte tirsdagens program i fred og ro.

Skrevet af Claus Michael Smith – E-mail: claus@faxe.nu

Kommentarer