Vedr. flytning af overbygning på Bavneskolen i Dalby
Debat: Hvad har du på hjerte? Det står der, inden man udfylder sin status opdatering. Hér er hvad jeg har på hjerte:
Indsendt af Mia Nedergaard, Karisevej 58, Dalby, 4690 Haslev. Mor til 2 på Bavneskolen og bekymret borger i Dalby.
Sidder i den situation, at vi har fået solgt vores hus i Dalby. Det er vi selvfølgelig virkelig glade for, for nu kan vi komme videre med drømmen om at bygge et nyt hus. Vi havde faktisk besluttet, at det skulle være i Dalby, men det er så ikke så sikkert længere…
For med alt det der sker (eller ikke sker) i vores kommune, Faxe kommune, så er det måske ikke lige hér, det hus skal ligge.
Man gør sig jo nogle tanker; Vil man bo i en by, hvor der ikke er skole fra 0.-9. klasse? Vil man bo i en by, hvor foreningslivet er på vej mod den visse død? Vil man bo i en by, hvor sandsynligheden for, at ens børn, vil komme til, at tilbringe hele deres barneliv i de samme lokaler/bygninger fra vuggestue til 6. klasse? Vil man bo i en by, hvor der ikke er et valg mellem dagpleje eller vuggestue? Vil man bo i en by, hvor klubtilbud til unge, kun har åbent hver anden aften? Vil man bo i en by, hvor det ellers så velfungerende og velbenyttede bibliotek er lukket? Og vil man bo i en by, hvor eneste samlingspunkt, er SuperBrugsen, da vi trods alt har verdens bedste uddeler, der kan finde ud af at lytte til sine kunder og er yderst opfindsom i fht. arrangementer osv…? Jeg tror det helt ærligt ikke!!!!
Det sidste, der er kommet frem, er at skolebestyrelsen nu vil indstille til, at overbygningen skal samles et sted, er nok det sidste søm i kisten på Dalby, som et velfungerende lille lokalsamfund.
Hvordan skal vores unge mennesker kunne nå tilbage til sport, med de lange skoledage de har? Hvor skal 7. klasserne gå til præst? Hvordan skal de unge mennesker transporteres til og fra skole? Spørgsmålene er mange….!!!
Men midt i alt det her, må vi ikke glemme det som byrådet ellers har gang i med hensyn til ejendomsstrategi. Se budgetforlig her (pdf-fil åbner i nyt vindue).
Med det, er der stadig risiko for at vores eneste daginstitution, Nordstjernen bliver lukket og flyttet ind på Bavneskolen. Det bliver der jo pludselig plads til, hvis man vælger at flytte overbygningen. Hvor blev invitationen af fra byrådet omkring høring af borgere og brugere. Hvis den har været dér, så har den ikke været slået tydeligt nok op?!?!?
Eller også er det sådan de vil have det. At det bliver vedtaget i stilhed eller under postyret af udmeldingen om flytningen af overbygningen. For er det i virkeligheden en afledningsmanøvre, denne udmelding. Så vidt jeg husker, var det midten af marts der var frist for indsigelser ang. Ejendomsstrategien?!?!
Jeg vil anbefale vores politikere at flytte fokus fra, at spolere velfungerende lokalsamfund, som Dalby jo er, til at markedsføre og gøre vores kommune attraktiv for tilflyttere med børn, samt attraktiv på erhvervsområdet. Jo flere borgere og erhvervsdrivende, jo flere skattekroner i kommunekassen. Lad Dorte Vangsø Rasmussen føre sine visioner ud i livet og gøre det som hun blev ansat på baggrund af. Faxe kommune kunne blive en yderst attraktiv pendler kommune igen, hvis man ellers lod være med at lukke det ene lokalsamfund ned efter det andet.
Vi må som borgere kæmpe og stå sammen, det kan ikke blive ved med at gå. Vi vil have tilflyttere ikke fraflyttere…. Er I med?
Kommentarer