Haslev

Vejdirektoratet vil åbne for nødsporene i myldretiden

Faxe Kommune: Vejdirektoratet ønsker nu at etablere nødsporskørsel på permanent basis på en strækning af Køge Bugt-motorvejen

Vejdirektoratet foreslår, i et notat til Transportminister Henrik Dam Kristensen (S), at Køge Bugt-motorvejen på en seks kilometer lang strækning, i både morgen- og eftermiddagsmyldretiden, udvides fra tre til fire spor i hver retning, ved at inddrage nødsporet som en ekstra kørebane. Det bekræfter Vejdirektoratet over for Ingeniøren.

Ifølge notatet drejer det sig om en seks kilometer lang strækning mellem ’motorvejskryds Køge’ – hvor motorvejene fra hhv. Jylland/Fyn og Hamborg/Rødby fletter sammen ind mod København – og frakørslen ved Solrød Syd længere mod nord. Det skriver ing.dk.

Et informationssystem med variable tavler, også kaldet et ITS-system, vil give bilisterne besked, når nødsporet åbnes for trafik. Samtidigt indføres lokale hastighedsgrænser på 90 eller 100 km/t.

Projektet indebærer at de eksisterende nødspor skal forstærkes for at kunne holde til tung trafik og de øvrige vejbaner skal gøres lidt smallere end i dag. Der skal også foretages ombygninger ved tilkørselsramperne samt anlægges en nødplads for hver kilometer.

Kørsel i nødsporet har hidtil kun været benyttet ved vejarbejder, forsøgsprojekter eller på helt korte strækninger som Vejlefjord-broen.

Udvidelsen vil kunne etableres på to år og anslås at ville koste 178 millioner kroner inklusive ITS-anlæg.

Kommentarer