Vejforbindelse Næstved – Sydmotorvejen

Åbent brev: Til beslutningstagerne i Faxe kommune, Næstved kommune, lokal folketingsmedlemmer, Regionsrådet og Transportministeren, Vejdirektoratet med flere.
Indsendt af Svend Aage Hansen, Karise. På vegne af Toksværd gruppen.
Endnu engang: Stop nu op og se realistisk på behovet!
Toksværd gruppen siger tak, fordi vi måtte deltage i møde med Transportministeren m. fl. , men vi føler ikke, at vore alternative forslag bliver indarbejdet i en bred undersøgelse i de kommende vejprojekter efter ministerens udtalelser i dagspressen, derfor fremlægger vi nu følgende:
Selvfølgelig skal ”Alle muligheder undersøges” og hensyn til grundejerne tages, samt Regionrådets ”krav” om motorvej vurderes, derfor mener vi, at man skal sprede trafikken til gavn for alle, og det kan gøres billigere og bedre end en motorvej parallel med rute 54, som vil genere rigtig mange grundejere på strækningen på samtlige foreslåede linieføringer. En forbedret trafikforbindelse skal selvfølgelig også tilgodese en udvidet vejforbindelse mellem Kalundborg og Sydmotorvejen, men hvorfor gøre ligesom i Jylland, hvor man har bygget motorveje, som ikke udnyttes optimalt.
Lad os bevare rute 54 landevejen Næstved – Rønnede og det tilstødende vejnet som gode forbindelser for lokaltrafikken, hvor der er cykelstier, rastepladser, og attraktive skovområder og udsigter, samt god turistvej ikke mindst i højsæsonen til Bon Bon Land.
Rute 54 har, efter sidste kendte optælling 14.000 biler i døgnet: 65 % kører ved Sydmotorvejen til og fra nord til hovedstadsområdet, 15 % lokal trafik, 15 % mod Rønnede og videre østpå, og kun 5 % ved Sydmotorvejen / Rønnede mod syd (dog færre efter den nye østlige omfartsvej ved Næstved er åbnet) Motorvejsforslaget vil derfor ikke få nogen betydning for Femernforbindelsen i 2021!
Toksværd gruppen har nu udarbejdet eet alternativt forslag med at etablere en ”facadeløs” landevej evt. 2-1 vej for tung trafik og modul vogntog, uden cykeltrafik og med højeste tilladte hastighed 90 km., som kan tage de 65 % af den nuværende trafik på rute 54, som går til og fra Næstved til Hovedstadsområdet, og lade denne vej udgå fra det nye ringvejs system ved Næstved, over banen nord for Holme Olstrup, langs jernbanen og direkte op til Ulsevej med tilslutning ved stop 36, hvor Faxe kommune ønsker en bedre tilslutning til Sydmotorvejen.
Denne linieføring går igennem et meget tyndt beboet område. Ved Gisselfeldt vil den kunne gå syd om Natura 2000 området. Faxe kommune vil også med fordel kunne etablere en direkte vejforbindelse fra Faxealle i Faxe til Ulsevejen, så kan man skåne Rønnede for de mange tunge transporter til og fra Faxe.
Dette forslag blev fremsat på borgermødet den 17. januar 2013 i Toksværd hallen. Borgergruppen har siden forelagt forslaget i Vejdirektoratet og haft møde med Faxe kommunes borgmester og Næstved kommunes borgmester, hvor det grundigt gennemarbejdede forslag blev gennemgået. Dette vejforslag ville være til stor gavn for Næstved og Faxes virksomheder og de mange pendlere som benytter bil.
Trafikken over Holmegård mose mellem Haslev og Næstved vil også med fordel kunne benytte denne vejforbindelse. Den tunge trafik fra Glasværket skal ligeledes kunne komme ind på forbindelsen ved Holmegårdsvej, så kan man spare en direkte ny vej fra Fensmark til Næstved.
Vejen skal have sin begyndelse ud fra en rundkørsel ved Holmegårdvej, som kan fordele trafikken Holme Olstrup, Fensmark / Holmegårds glasværk m.v. og Næstved Øst. På strækningen til Gisselfeldtvej, skal der ligeledes etableres en rundkørsel, så trafikken fra Haslev og turister til Gisselfeldt vil kunne komme ind på vejen. På denne strækning bør der tages alt mulig hensyn til dyrelivet med natur over / undergange og autostop.
Ved Sydmotorvejen udbygges et simpelt tilslutningsanlæg og nordvendte ramper. Den foreslåede tilslutning fra Faxealle i Faxe, udgående fra en rundkørsel på Faxe omfartsvej, påtænkes krydse landvej 155 / Gl. Hovedvej 2 v/ Ulse med en rundkørsel og etableres som landevej max 80. km og uden cykler.
For trafikken fra Vestsjælland til Sydmotorvejen og Vordingborg og den planlagte Femern bælt forbindelse, som skal komme i 2021, vil landevej 265 fra Næstved via Mogenstrup til Bårse og Vordingborvej også fremover være mere attraktiv end rute 54, hvis de bliver udbygget som landeveje for tung trafik og modul vogntog.
Udarbejd nu et samlet forslag og udbygningstakt, og betragt ”Motorvejs forslaget” Næstved – Rønnede rute 54 som en ”ommer”.
Find en fornuftig finansierings model, om det så er OPP projekt eller Statsvej – og kom så i gang ! – Hvor svært kan det være ?
Kommentarer