Vejrguderne var med stafetten i år
Der kom kun et par enkelte regnbyer i weekenden, hvor Stafet for Livet Haslev blev afviklet for fjerde år i træk.
De 996 deltagere fik ikke brug for gummistøvlerne og nåede at tilbagelægge hele 48.080 omgange, hvilket svarer til 20.626 km. Sidste år deltog over 1500, som gik eller løb under 40.000 omgange – alle husker sikkert vejret og mudderet i 2017.
Overskuddet fra Stafet for Livet går til Kræftens Bekæmpelse, og det foreløbige regnskab viser, at der bliver 262.000 kroner fra stafetten i Haslev. Et flot resultat, som alle kun kan være tilfredse med. Foruden penge fra sponsorater, lotteri og salg af lysposer kan de enkelte hold også være med til at samle penge ind. Familieholdet, som har været med i alle årene, samlede i alt 23.000 ind og Førslevbønderne 11.000.
To lokale efterskoler og en udenbys deltager også i stafetten, og de har – i al venskabelighed – en konkurrence kørende om, hvem der når flest omgange. I år ‘vandt’ Haslev Idrætsefterskole med 7.426 omgange, Sydøstsjællands Idrætsefterskole blev nr. 2 med 6.441 omgange og Idrætsefterskolen Grønsund nr. 3 med 5.460.
Kommentarer