Velkommen til den X-KLUDERENDE folkeskole!

Læserbrev: Nedtællingen er begyndt til dette års mest nervepirrende begivenhed, hvor der gambles stort med børns følelser og sociale relationer
Skrevet af Pernille Alsing Elken, Høgevej 6, 4683 Rønnede
Ingen ved hvem der stemmes ud af fællesskabet i år – ingen børn kan vide sig sikre, for udskillelsesfaktorerne er gjort helt uigennemskuelige for at øge spændingen.
I perioden op til X-klussionen opstår interne konflikter imellem børnene. De peger på hinanden og ønsker at det må blive bestemte elever der stemmes ud frem for andre. Den trykkede stemning følger med i klasseværelset, hvor det bliver svært at koncentrere sig om at lære noget. Det hele bliver bare SÅ spændende.
Så tak til byrådet for, med den nye skolestruktur, at gøre hverdagen mere utryg for vores børn. Børnene kender jo konceptet fra X-factor og glæder sig helt sikkert til at være med.
Men bare rolig. Jeg er sikker på at I selv kommer til at opleve den samme spænding til næste valg. Der skal nok blive masser af udstemninger 😉
Kommentarer