Vellykket dyrskue – trods underskud
Vi er gode til at lave dyrskue, sagde formand Jens Mortensen i sin beretning til Årsmøde i Støtteforeningen for Ungdomsarbejde som afholder børnedyrskuet Børn & Dyr på Bregentved.
Børn & Dyr på Bregentved blev afholdt den 1. og 2 juli i den smukke Piberhusfold, som venligst er udlånt til afholdelse af dyrskuet af Bregentved Gods.
– Vi har endnu engang bevist, at vi er gode til at lave dyrskue. Alle frivillige er engagerede og løser deres opgaver til fulde. Organisering, opstilling, afvikling og nedtagning fungerede perfekt. Vi var rigtigt godt med under opstillingen, ja jeg kan ikke huske vi har været nærmest en dag foran under hele opstillingen, på grund af de lovede regnvejr, og det kom jo så også fredag og lørdag, fortsatte Jens Mortensen.
Og vejret var da også en udfordring og betød færre besøgende og det kan ses på regnskabet. Årets resultat viser et underskud på kr. 200.000. Det er ikke tilfredsstillende sagde Jens Mortensen og fortsatte
– i 2018 skal alle frivillige have stor fokus på, at få flere firmaudstillere til at komme på dyrskuet. Vi har rammerne til at vise udstyr til hus, have, landbrug. Ligeledes burde vi også kunne få gårdbutikker og fødevarenetværk til at deltage. Desuden skal der investeres tid i markedsføring af dyrskuet overfor potentielle besøgende.
Regnvejr eller ej – en ting er altid sikkert. Alle børn og unge der udstiller deres kæledyr har det rigtig sjovt på Børn & Dyr på Bregentved. I år deltog 250 børn og unge. Desværre måtte kaninudstillere lade kaninen blive hjemme i år pga. kaninsygdom, men der var lavet alternative aktiviteter for børnene, så de havde en god dyrskueoplevelse alligevel.
I 2017 har Børn & Dyr fået økonomisk støtte fra Ths. Jørgensen og Søn, Faxe Dyrehospital, Vemmetofte Kloster, Danske Bank – Haslev Fonden, DLG, Danish Agro, Østsjællands Andelsvaskeri Fond og ikke mindst Stevns Brands Fond som i 2017 har støttet dyrskuet med kr. 40.000 før dyrskuet og kr. 85.000 her i slutningen af året. Pengene er brugt til køb af præmier, grille, vandvarmere, renovering af toiletter mm. De kr. 85.000 fra Stevns Brands Fond skal bruges til køb af materialer til at bygge flere stalde til dyrene der udstilles og til scene/værkstedsvogn. Jens Mortensen sendte en stor tak til alle der har ydet økonomisk støtte til dyrskuet.
Ligeledes benyttede Jens Mortensen lejligheden til at takke alle dyrskuets samarbejdspartnere der støtter skuet på den ene eller anden måde. Der var også en stor tak til alle hjælpere, udvalgsmedlemmer og bestyrelse, som yder en kæmpe indsats for dyrskuet.
Fakta
Børn & Dyr på Bregentved hed tidligere Bregentvedstævnet. Dyrskuet blev afholdt for første gang i 1969.
Børn & Dyr på Bregentved planlægges og afholdes af omkring 500 frivillige – frivillige der brænder for skuet fordi det er sjovt og fordi der er et unikt fællesskab. Om man sidder i bestyrelsen, står for et udvalg eller er hjælper i dyrskue weekenden, så er der brug for alle.
Specielt til opgaver omkring markedsføring af dyrskuet og til planlægning af underholdning mangler der frivillige hænder til op til dyrskuet i 2018. Vil du hjælpe så skriv eller ring til 4H konsulent Dorte Kimer dok@seges.dk eller telefon 87 40 87 58.
Ses vi ikke før – ses vi på Bregentved den 30. juni og 1. juli 2018
Kommentarer