Vellykket mini olympiade i Rønnede
Rønnede: De seks dagplejere i Rønnede markerede Dagplejens Dag ved at afholde en mini olympiade.
Onsdag den 13. maj blev der afholdt en mini olympiade i Rønnede i anledning af den landsdækkende dagplejedag. Dagplejere og dagplejebørn mødtes ved Rema1000 og gik i samlet flok til deres legeplads på Drosselvej, som i dagens anledning var lavet til et mini olympisk stadion.
Læs også: Dagplejen i Rønnede afholder mini olympiade
Her startede arrangementet med at der blev spist sportsboller og dejlig frugt, som var sponsoreret af DPK frugt og grønt i Tureby.
Derefter var der fuld gang i aktiviteter som: balancegang, boldspil, bowling, gummistøvlekast og vandpistol skydning.
– Anden onsdag i maj er altid dagplejens dag og det betyder en rigtig god dag for os seks tilbageværende dagplejere i Rønnede. Det betyder en dag, hvor vi kan være sammen i vores dejlig by og vise, at dagplejen stadig består, fortæller dagplejer Lisbeth Vincentz.
Alle havde en dejlig formiddag, trods det meget lunefulde vejr.
– Også en stor tak til “de to gamle” dagplejere, Hanne og Lone, som støttede op som hjælpere med servering og en extra hånd, skriver Lisbeth Vincentz.
Denne artikel er et læsertip. Du kan også tippe Faxe.nu ved at sende billeder og tekst til tip@faxe.nu.
Kommentarer