Vellykket møde om velfærdsteknologi
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/01/kirsten_jacobsen.jpg)
Faxe Kommune: Omkring 40 deltagere drøftede i tirsdags velfærdsteknologiske løsninger der kunne være til glæde for både borgere og medarbejdere for fremtiden
Tryghed, nærvær, frihed og respekt – forventningerne til velfærdsteknologiens fortsatte indtog i Faxe Kommune var mange og store blandt deltagerne i Faxe Kommunes interessentmøde, der blev afholdt tirsdag den 8. januar.
Omkring 40 forventningsfulde og nysgerrige borgere, medarbejdere, ledere, politikere og andre med interesse for velfærdsteknologi havde taget mod Faxe Kommunes indbydelse til at komme og drøfte kommunens forslag til en strategi for velfærdsteknologi indenfor handicap- og ældreområdet.
Efter alle de fremmødte var forsynet med kaffe og te bød medlem af Social- & Sundhedsudvalget, Inger Andersen, velkommen. Inger Andersen reflekterede over den store udvikling, der har fundet sted indenfor de velfærdsteknologiske løsninger med et tilbageblik på bl.a. de store tunge såkaldte ”mobil”-telefoner fra 1980’erne. Samtidig så Inger Andersen med begejstring fremad mod de nye velfærdsteknologiske tiltag, der venter os forude.
Læs også: Faxe Kommune vil indføre velfærdsteknologi
Efter den inspirerende velkomst præsenterede, Direktør, Kirsten Jacobsen, forslag til velfærdsteknologi for Faxe Kommune. Præsentationen bar tydeligt præg af direktørens interesse for nye innovative løsninger. De fremmødte delte da også direktørens begejstring særligt for den menneskelignende robot ved navn, Asimo.
Således inspireret blev det tid til de fremmødtes egne rundbordsdrøftelser i form af gruppearbejde: Postkort fra fremtiden. Drøftelserne var livlige, og der blev efterfølgende fremlagt mange bud på, hvilke gode velfærdsteknologiske løsninger der kunne være til glæde for både borgere og medarbejdere for fremtiden.
For flere af grupperne var øget tryghed, mere nærvær samt frihed og respekt for de enkelte borgere blandt forventningerne til fremtidens velfærdsteknologi. Forbedret arbejdsmiljø for medarbejderne blev også nævnt samt besparelser på kommunens kørselsudgifter.
Direktør, Kirsten Jacobsen, rundede arrangementet af og takkede alle for deres deltagelse og engagement samt for input til det videre arbejde. Samtidig kunne Kirsten fortælle at nogle af de ønsker til den fremtidige teknologi, der var nævnt, allerede er en realitet i Faxe Kommune.
Herudover orienterede Direktør, Kirsten Jacobsen, om, at processen for det videre arbejde er, at forslaget nu revideres, hvorefter det sendes i høring. Efterfølgende behandles forslaget i Omsorgsudvalget og Social- & Sundhedsudvalget endnu en gang, og hvis alt går som planlagt, vedtager de to udvalg den endelige strategi for velfærdsteknologi indenfor handicap- og ældreområdet til maj 2013.
Foto: Direktør Kirsten Jacobsen
Kommentarer